Gå til hovedindhold

Online netværksgrupper for pårørende

En netværksgruppe er et gratis tilbud til dig, der er pårørende.

To kvinder sidder foran en computer

Vil du vide mere om netværksgrupper?

Kontakt projektleder Camilla Nikolajsen på cni@ulykkespatient.dk eller ring på 3673 2043.

I UlykkesPatientForeningen ved vi, at det kan være hårdt at være pårørende, når hverdagen forandrer sig efter en ulykke. Det kan både være praktik, nye opgaver eller ændrede fremtidsdrømme der fylder men også følelser som sorg, vrede og magtesløshed.

Formålet med grupperne er at give dig som pårørende et rum, hvor du kan møde andre i samme livssituation og dele erfaringer. Grupperne er både for dig der er ny pårørende, og dig der har været pårørende i mange år.

Grupperne faciliteres af en psykolog fra UlykkesPatientForeningen. Til hvert gruppemøde holder psykologen et oplæg om fx følelsesmæssige reaktioner, kommunikation eller trivsel. Oplægget danner ramme for den efterfølgende snak og erfaringsudveksling.

Mød psykolog Mette Nyrup, der er psykolog på netværksgrupperne.

Godt at vide

  • Grupperne er for dig, der er tæt på en ulykkesramt, eller en der lever med følgevirkninger efter en skade. For os er det ikke relevant, om du er ven eller familiemedlem. Det vigtige er, at I har en gensidig relation.
  • Du kan deltage uanset hvor i landet, du bor.
  • Det kræver ingen forberedelse at deltage i en netværksgruppe.
  • Når du har tilmeldt dig, vil du blive kontaktet af en koordinator, der vil tage en kort samtale med dig om gruppeforløbet.
  • Deltagelse kræver ikke medlemskab af UlykkesPatientForeningen.

Kommende netværksgrupper

Vi opretter løbende nye netværksgrupper. For mere information eller tilmelding, kan du sende en mail til tovholder Camilla Nikolajsen på cni@ulykkespatient.dk eller ringe 3673 2043. Vi opretter nye grupper, når der er nok tilmeldte.

Rammer for netværksgrupperne

Netværksgruppen foregår online, hvor både du, psykologen og de andre deltagere kan se og høre hinanden.

Hver gruppe mødes fire gange. Gruppen mødes online på Microsoft Teams ca. én gang pr. måned. Hvert møde varer ca. to timer.

Vi opfordrer til, at du deltager i alle din gruppens møder for at få så meget ud af gruppen som muligt. Vi har dog fuld forståelse for, at du kan have behov for at melde fra grundet manglende overskud eller andre forpligtelser.

Grupperne bygger på engagement, tillid og respekt, og deltagere har tavshedspligt overfor tredjepart.

Tidligere deltagere siger

"Det her gruppeforløb er altså mega fedt. Jeg får så meget med herfra. Jeg er blevet meget klogere på mig selv. Det her handler jo lige præcist om mine problemer. Der bliver sat ord på det jeg går og "tumler" med. Her taler det samme sprog og står med de samme frustrationer."

"Tak for et godt forløb med relevante input, som jeg har omsat til min hverdag. Tak for sådan en mulighed."

"Det har været rigtig godt at snakke med nogen, der er ligesindede."

Mød også andre pårørende, når foreningen holder online pårørendemøder: Læs mere om næste pårørendemøde

Få mere information om netværksgrupperne

Du skal være velkommen til at kontakte projektleder Camilla Nikolajsen på cni@ulykkespatient.dk eller ringe på 36 73 20 43, hvis du har spørgsmål eller ønsker at vide, om en netværksgruppe er noget for dig.