Gå til hovedindhold

Følger af et knoglebrud

Der kan opstå forskellige typer af komplikationer i forbindelse med et knoglebrud, som det er godt at være opmærksom på.

En person går rundt med krykker.

Se herunder, hvilke komplikationer der kan være i forbindelse med et knoglebrud.

  • Der kan opstå en infektion omkring bruddet, hvis du har fået et åbent brud eller er blevet opereret, så der er hul på huden.

    Der kan også opstå infektion i kroppen, hvis du fx har fået indsat noget fremmedmateriale (fx skruer), der skal holde dit brud på plads.

    Infektionen kan godt udvikle sig langsomt og først give komplikationer efter nogen tid.

    Infektioner kan være alvorlige, hvis ikke de behandles i tide. Typisk vil behandlingen være antibiotika.

  • Har du i forbindelse med ulykken mistet et større område hud, kan det blive behandlet med hudtransplantation. Transplanteret hud kan være mere sårbar, end hud ellers er - også i det lange løb.

  • Du kan i lang tid, efter dit brud er helet, opleve hævelser, der hvor bruddet har været. Det skyldes, at blodkarrene omkring bruddet er skadede, og at det tager tid for kroppen at gendanne karsystemet.

    Indtil det er sket, kan du opleve hævelser. Det er derfor vigtigt, at du tager det lidt med ro og fx hæver den hævede legemsdel over hjertehøjde nogle gange dagligt for at få hævelsen til at lægge sig. Det kan også hjælpe at lave venepumpeøvelser.

  • Nerver tæt på brudstedet kan blive påvirket. Det mest almindelige er, at fejlstillingen i bruddet sammen med hævelsen omkring brudstedet irriterer nerven. Det kan vise sig ved prikken, nedsat følelse og/eller nedsat muskelkraft i det område, som nerven styrer længere nede på kropsdelen.

  • Du kan risikere, at der, efter dit brud er helet, kommer en større eller mindre fejlstilling. Det kan fx være, at dit ene ben er blevet lidt kortere end det andet. Det kan på sigt resultere i overbelastningsskader. Det kan fx været, at du går på en anden måde end før bruddet, og at det belaster ryggen. Indebærer fejlstillingen et udtalt problem for din funktion, kan der blive tale om en re-operation, hvor man forsøger at rette din fejlstilling. Hvis det drejer sig om et ben, kan ortopædisk fodtøj i mange situationer hjælpe på problemet.

    Fejlstillinger kan også medføre slidgigt på sigt.

  • Et relativt hyppigt problem er, at du får nedsat bevægelighed i de led, der har været tæt på bruddet. Nedsat bevægelighed kan skyldes flere forskellige ting, som det er vigtigt at få vurderet af en fysioterapeut. Det kan fx være en direkte konsekvens af skaden eller en indirekte påvirkning af den behandling, du har været igennem.

  • Slidgigt kan komme som følge af et knoglebrud og skyldes flere forskellige ting.

    Det kan fx være en direkte følge af skaden, fordi dit led har taget skade i forbindelse med bruddet.

    Det kan også skyldes, at du efter knoglebruddet har fået et anderledes bevægemønster, som slider på leddene.

    Slidgigt kan ikke helbredes, men du kan gøre noget for at forsinke, at den forværres. Træning er det mest effektive middel mod let slidgigt.

    Ved meget svær slidgigt kan det komme på tale med en operation, hvor man udskifter det ødelagte led med et kunstigt led.

  • Har du fået indsat metal for at holde dit brud på plads, kan det i nogle tilfælde – også på længere sigt - medføre gener.

    Smerter er ofte en følge af den oprindelige skade, og det bør som udgangspunkt vurderes og drøftes med en ortopædkirurg.

    Generelt er det godt at være opmærksom på smerter eller føleforstyrrelser. Hvis du oplever dette, skal du søge læge, da det kan være et signal om, at der er noget, som ikke er helt, som det skal være.

  • I skadesøjeblikket kan bruddet have forårsaget så store skader på kar, nerver eller knogler, at kirurgen vurderer, at den bedste løsning er at amputere.

    I sjældne tilfælde kan en amputation også komme på tale på sigt, hvis der bliver ved med at tilstøde komplikationer, der skaber store daglige gener.

  • Muskler, der ikke bruges, mister hurtigt deres styrke. Du vil derfor opleve, at musklerne omkring bruddet er blevet svagere som følge af, at de ikke er i brug, mens dit knoglebrud heler op. Når din knogle er helet, vil det derfor tage nogen tid, før muskler, sener og ledbånd har genvundet deres styrke. Det kan sagtens tage et halvt til et helt år at komme tilbage til den funktion, du havde før bruddet.