C1-C4 (nakke)
I daglige aktiviteter har man behov for hjælp til alt. Der er behov for 24 timers hjælp og man skal liftes under alle forflytninger. Der er behov for el-kørestol med alternativ styring f.eks. via pust og sug. Det er muligt at bruge elektronisk udstyr til styring af omverdenen f.eks. tv, computer, døråbner også kaldet for omverdenskontrol.
Muskelfunktionen er påvirket neden for skadesstedet. Nakkemuskler og ansigts muskler fungerer normalt. Der er ingen funktion af arme og ben. Kroppens muskler kan være påvirket af spasticitet i større eller mindre grad. Ved skader på C3-C4 niveau fungerer nogle af hals- og åndedrætsmusklerne og det er muligt at hæve skuldrene op mod ørene.
Åndedrættet er meget påvirket idet der er lammelse af den største åndedrætsmuskel (diafragma). Ved en komplet skader på rygmarven er der behov for respirator døgnet rundt. Nogle får indopereret en diafragmapacemaker. Der er behov for hjælp til at hoste i form af hostemaskine eller et udefra kommende stabiliserende tryk under hostet. For personer med C4 skader er det muligt at trække vejret uden hjælp af respirator.
Det autonome (selvstyrende) nervesystem er meget påvirket af skaden. Varme- og kulderegulering herunder svedfunktionen er beskadiget. Blodtryksregulering er forstyrret og der er risiko for at der kan opstå en tilstand kaldet Autonom Dysreflexi/Hyperreflexi, hvor blodtrykket kan blive alarmerende højt eller lavt. Et normalt blodtryk med en rygmarvskade på dette niveau, vil være lavt i forhold til normen ca. 90/50-55 og en puls på 45-50.
Blære og tarm er meget påvirket med behov for hjælp til tømning. De fleste har et fast kateter til urin (f.eks. supra pubiskateter). Der findes forskellige måder at tømme tarmen bl.a. tarmskylning, manuel stimulering eller medikamenter så som laksantia.
Seksualfunktion hos mænd er påvirket og de fleste har nedsat fertilitet. For nogle kan spasticiteten give rejsning og udløsning er mulig. For kvinder er fertiliteten normal, men skeden har nedsat fugtighed. For begge køn kan nye erogene zoner udforskes og der findes både medicin og hjælpemidler der kan være nyttige.