Gå til hovedindhold

C5 (nakke)

I daglige aktiviteter har man behov for hjælp til det meste. Oftest benyttes el-kørestol der kan styres med hånden, enkelte har en manuel kørestol til kortere afstande. De fleste skal liftes under forflytninger, enkelte benytter glidebræt.

Det er muligt at spise og drikke selvstændigt, men det kræver tilpassede spiseredskaber og nogle har behov for håndledsstabiliserende skinner som skal hjælpes på. Det kan være muligt at lære at udføre øvre toilette. Der er behov for hjælp til bad.

Muskelfunktionen i armene er delvis intakt. Det er muligt at bøje albuerne og at få hånden til munden. Triceps musklen, hvis funktion er at strække albuen, er lammet. Deltoideus musklen, som er den store skuldermuskel, er delvist fungerende, men der er alligevel nedsat funktion i skuldrene. Der er ingen håndleds- eller håndfunktion. Spasticitet forekommer i større eller mindre grad nedenfor skades niveauet.

Åndedrættet er påvirket men den største åndedrætsmuskel (diafragma) fungerer helt. Den stilling man sidder eller ligger i, har stor indflydelse på hvor effektiv vejrtrækning er. Samtidig kan den optimale siddestilling være svær at opnå pga. den nedsatte balance forårsaget af lammelser i mave, ryg og ben. Man har behov for hjælp til at hoste.

Det autonome (selvstyrende) nervesystem er meget påvirket af skaden. Varme- og kulderegulering herunder svedfunktionen er beskadiget. Blodtryksregulering er forstyrret og der er risiko for at der kan opstå en tilstand kaldet Autonom Dysreflexi/Hyperreflexi, hvor blodtrykket kan blive alarmerende højt eller lavt. Et normalt blodtryk med en rygmarvskade på dette niveau, vil være lavt i forhold til normen ca. 90/50-55 og en puls på 45-50.

Blære og tarm er meget påvirket med behov for hjælp til tømning. De fleste har et fast kateter til urin (f.eks. supra pubiskateter). Der findes forskellige måder at tømme tarmen bl.a. tarmskylning, manuel stimulering eller medikamenter så som laksantia.

Seksualfunktion hos mænd er påvirket og de fleste har nedsat fertilitet. For nogle kan spasticiteten give rejsning og udløsning er mulig. For kvinder er fertiliteten normal, men skeden har nedsat fugtighed. For begge køn kan nye erogene zoner udforskes og der findes både medicin og hjælpemidler der kan være nyttige.