Gå til hovedindhold

Få hjælp til at håndtere dine smerter

Det er vigtigt at få hjælp til at håndtere smerterne, så de ikke tager styringen over dit liv.

Et langvarigt forløb efter et piskesmældstraume kan påvirke dig både psykisk og socialt. Som piskesmældsskadet kan du derfor have glæde af behandling hos en psykolog.

Når du lever med kroniske smerter, kan det være svært at arbejde og deltage i både dagligdags og sociale aktiviteter. Det kan derfor være svært at holde fast i de aktiviteter, der betyder noget for dig, og det påvirker din mentale tilstand.

Derfor er det vigtigt at få hjælp til at håndtere smerterne, så de ikke tager styringen over dit liv.

At indse at du ikke skal kæmpe for at komme tilbage og være den, du var før, du kom ud for en ulykke og fik smerter, men i stedet skal kigge fremad og se på, hvem du er nu, og hvor du skal hen, er en hård proces. Men det er også en vigtig proces, for den er med til at give dig kontrollen over smerterne og dermed dit liv.

Hvad er vigtigt for dig?

Arbejdet med at finde ud af hvem du er nu, handler meget om at finde frem til dine værdier. Du skal finde ud af hvilke ting i livet, der har stor værdi for dig.

Hvad er det, der gør dig glad? Er det vigtigt for dig at se din søn spille fodbold lørdag formiddag? Så er det det, du skal prioritere. Måske kræver det, at du ikke laver noget om fredagen, og måske kan du holde til at stå på tilskuerrækken i en halv time. Men det er vigtigt, at du prioriterer det og kommer afsted.

Positive tanker har en positiv effekt på dine smerter

Når du gør ting, der er vigtige for dig, sætter det gang i en positiv spiral. I stedet for at sidde hjemme og være irriteret over, at du ikke længere kan se din søn spille fodbold, kommer du afsted og ser noget af kampen.

Selvom du sandsynligvis vil være ked af at måtte gå hjem, før kampen er slut, vil det alligevel gøre dig glad, at du kom afsted.

Det giver dig nogle positive tanker, som giver dig en god følelse, hvilket har en positiv effekt på dine smerter. Det er det, man i fagsprog kalder den kognitive diamant, hvor tanker og adfærd hænger uløseligt sammen med følelser og krop.

Når du arbejder med at skifte negative tanker ud med positive og gøre nogle ting, der gør dig glad, påvirker det dine følelser og din krop, så du oplever færre smerter.

Accepter det du ikke kan

En vigtig del af arbejdet med at håndtere smerter handler om accept. Når du prioriterer de ting, der giver dig værdi, følger accepten af at fravælge andre ting med. Det er vigtigt at fokusere på de ting i dit liv, hvor du kan skabe forandringer. Det, du ikke kan forandre, må du lære at acceptere.

Hvis du bliver god til at acceptere, at du for eksempel har brug for at hvile i løbet af din dag, vil du kunne holde til mere.

Det kan være krævende at udfordre sine egne vaner og justere synet på sig selv i forhold til den, du var før, du fik kroniske smerter. Lige så hårdt kan det være at arbejde med andres syn på dig og lade være med at føle skyld eller skam, når du bliver nødt til at gå tidligere hjem fra familiefesten, hvile dig midtvejs eller helt melde afbud.

Planlægning er afgørende

Et af nøgleordene i et liv med kroniske smerter er at skabe balance. Det handler om at planlægge hverdagen, så der er balance mellem de aktiviteter, der giver dig energi og de aktiviteter, der tapper dig for energi.

Et værktøj, der kan hjælpe dig til at få overblik, kan være at lave et ugeskema, hvor du markerer aktiviteter, der dræner dig med rød, og dem der giver dig energi med grøn.

På den måde synliggør du, om du har brug for at justere dine aktiviteter, så der ikke er en overvægt at de aktiviteter, der koster på energikontoen. Og så er det vigtigt at indlægge hvil i løbet af dagen. Hvis du bliver god til at acceptere, at du har brug for at hvile i løbet af din dag, vil du kunne holde til mere.

Prøv dig frem

Ud over hvil kan det også være en stor hjælp at finde frem til noget, der kan lindre dine smerter. Det er meget individuelt, hvad der virker for den enkelte, så du må prøve dig frem. Det kan være, du kan have glæde af at gåture, varme omslag, mindfulness eller at lytte til din yndlingsmusik.

Få råd og vejledning af en psykolog

Som medlem af UlykkesPatientForeningen kan du få rådgivning af en psykolog via telefon eller mail. Foreningens psykologer har stor erfaring med at yde psykologisk støtte og rådgivning til ulykkesramte danskere.

Gode råd til at håndtere kroniske smerter

  • Indlæg pauser i løbet af dagen, så kan du holde længere
  • Tænk i nye baner. Se på hverdagens opgaver med nye øjne – meget kan gøres på en anden måde, så det gør mindre ondt
  • Planlæg dine aktiviteter evt. med hjælp fra kalender og huskelister
  • Organiser dit liv, så dine aktiviteter er i balance med din krops formåen.
  • Brug evt. røde og grønne markeringer af dine aktiviteter til at få overblik over hvilke aktiviteter, der dræner dig og hvilke der giver dig energi. Sørg for flere grønne end røde aktiviteter.
  • Find noget der afspænder eller afleder dig, det kan f.eks. være musik, naturen eller mindfulness
  • Øv dig i at prioritere det, der har størst værdi for dig og at acceptere, at du fravælger andre ting
  • Søg hjælp hos familie og venner eller køb hjælp til vinduespudsning, rengøring eller havearbejde
  • Det kan være nødvendigt at have en professionel sparringspartner på sidelinjen.