Gå til hovedindhold

Følger af benamputationer

At gennemgå en operation, hvor du amputeres, er livsforandrende. En operation er en endegyldig beslutning, og det tager tid at vænne sig til sin nye krop – både fysisk og mentalt.

Fysiske følger

Efter operationen vil mange i den første tid opleve stumpsmerter omkring den amputerede legemsdel. Nogle vil også opleve at have fantomsmerter eller fantomfornemmelser.
Fantomfornemmelser er det fænomen, at man oplever, at kropsdelen stadig er til stede, selvom den er amputeret. Det kan opleves som kulde, kløe, trykken eller andre sansninger.
Fantomsmerter er det fænomen, at man oplever at have smerte i den amputerede legemsdel.

Protese

Indenfor den første måned efter din amputation vil du i samarbejde med din fysioterapeut skulle vurdere, om det giver mening for dig med en protese. I mange tilfælde vil det være relevant, men det vigtigste er, at du finder dig til rette i beslutningen og på bedst mulig vis, kan leve det liv, du ønsker.

Protesen laves af en bandagist, og den vil skulle tilrettes flere gange – bl.a. i takt med at hævelsen fra operationen foretager sig.

Genoptræning

Genoptræningen bør påbegyndes hurtigst muligt efter operationen. Efter en amputation venter nemlig en ny hverdag, hvor du bl.a. skal lære din nye krop at kende og bruge den igen på nye måder.

Efter en benamputation er det især vigtigt, at du får genoptrænet din balance, styrke og kondition.

Balance

En amputation ændrer balancepunktet i kroppen, da du mister en del kilo ved amputationen. Det betyder, at du ikke længere kan bruge de samme balancestrategier som før, og at risikoen for faldulykker er øget. Derfor er det vigtigt, at du får genoptrænet din balance og finder nye strategier.

Balancetræningen bør foregå både stående og siddende, i forskellige dagligdagssituationer og i udfordrende situationer både inde og ude. En del af træningen vil være forflytninger, hvor du skal øve dig i at flytte dig fra fx seng til stol.

En manglende tiltro til egne balanceevner kan have indflydelse på, hvor meget mod du har på at deltage i sociale aktiviteter og kan derfor have en negativ indvirken på dit sociale liv.

Styrke

Styrken svækkes ofte meget i det amputerede ben i forhold til den anden side af kroppen, og det er vigtigt for både balance og funktionsniveau, at du har/oparbejder en vis styrke i din krop. Derfor anbefales det, at du hurtigst muligt (og faktisk helst før en amputation) påbegynder styrketræning.

Styrken har blandt andet betydning for vægtbæringen på det amputerede ben, skridtlængden, ganghastigheden og hvor længe du kan bruge din protese dagligt.

Kondition

Hvis du går med en protese, er dit energiforbrug langt større, og du har derfor også brug for en vis styrke og udholdenhed. Som benamputeret har du et øget energiforbrug ved gang. Derfor er det vigtigt at have en god kondition. Jo højere oppe på benet, du er amputeret, jo mere energi, skal du bruge for at gå.

Mentale følger

Det er en stor omvæltning i livet at få foretaget en amputation, og det tager tid at vænne sig til sin nye krop. De fleste vil opleve, at der er et før og et efter amputationen.

Hvis amputationen er foretaget på baggrund af en sygdom, kan det for nogle være en lettelse at komme igennem operationen. De har måske haft sår og smerter længe og kan efter amputationen se fremad mod et nyt liv. Mentalt har de ofte også tid til at forberede sig på tanken om fx at mangle det ene ben.

Sker amputationen efter en ulykke, er situationen en helt anden. Du har ikke haft samme tid til at vænne dig til tanken, og du skal fra den ene dag til den anden indstille dig på et nyt liv uden den amputerede legemsdel. Det er derfor helt naturligt at opleve en sorg over at have mistet sin legemsdel og reagere på det. Sorgen kan komme med det samme, forskudt eller dukke op fra tid til anden.

Herudover er der risiko for, at en amputation kan føre til depression, angst og ensomhed.

Hjælp os med at blive bedre
















Dette materiale er økonomisk støttet af Rådet for Offerfonden.