Gå til hovedindhold

Podcast: Frank skulle lære at være åben

Frank har arbejdet for at acceptere sit liv, som det ser ud efter en badeulykke og og for at være åben om de begrænsninger og behov, der følger med ulykken.

Hør podcasten om Frank, der fortæller om, hvordan han har arbejdet for at acceptere sit liv, som det ser ud efter en badeulykke og om forsøget på at være åben om de begrænsninger og behov, der følger med ulykken.
I de første mange år efter ulykken fortæller Frank mindst muligt om ulykken:

”Jeg synes, det er lidt flovt og pinligt, og jeg er i en situation, hvor jeg i mange tilfælde kan skjule, at jeg er handicappet. Og det gør jeg. Jeg vil jo bare gerne passe ind og være ligesom alle andre,” fortæller Frank i podcasten:

”Er der nye mennesker, så rejser jeg mig ikke op, for jeg halter lidt. Hvis jeg så skal op at gå, så går jeg så langsomt, at man ikke lægger mærke til det.”

På et tidspunkt konfronterer Franks chef ham med, at han ikke deltager ret meget i det sociale på arbejdspladsen, og Frank vælger at fortælle om sine udfordringer. Det bliver modtaget rigtig positivt, og Frank får øjnene op for, at det måske er en fordel at være mere åben om sine udfordringer:

”Det har været helt misforstået inde i mit hoved, at jeg ikke fortalte det. Det havde været nemmere for mig, hvis jeg havde været ærlig fra starten praktisk talt alle steder.”