Gå til hovedindhold

Hvad er piskesmæld?

Begrebet piskesmæld har to vigtige betydninger. Det henviser både til den konkrete ulykkesmekanisme og til de skader, der kan opstå som følge heraf.

Piskesmæld – eller whiplash som det også kaldes - opstår ofte ved en påkørsel bagfra. Kroppen bliver skubbet fremover sammen med bilsædets ryglæn, men fordi hovedet accelererer langsommere end kroppen, vil det først bevæge sig fremad efterfølgende. Hovedet bliver altså først bøjet bagover og derefter forover. Den bevægelse, kroppen og især hovedet laver, minder om et piskeslag.

Den hastighed, du bliver ramt med, behøver ikke have indflydelse på, hvilken skade du får, og andre typer af ulykker kan også udløse et piskesmæld. Piskesmæld er ikke en entydig skade, men er en samlebetegnelse for en række fund og symptomer, og ofte er der ikke nogen objektive fund.

Begrebet piskesmæld har to vigtige betydninger. Det henviser både til den konkrete ulykkesmekanisme, også kaldet traumet, og til de skader, der kan opstå som følge heraf.

Efter et piskesmæld kan du opleve akutte symptomer med det samme eller inden for få dage. Oftest forsvinder symptomerne igen indenfor nogle uger eller måneder, men nogle får varige mén.

Hvis du seks måneder efter, at skaden er opstået, stadig har symptomer, betegnes det typisk som vedvarende piskesmæld.