Tæt på ulykken: Pårørendepsykologerne

I dette finaleafsnit samler vi op på nogle af de temaer, der går igen for pårørende til ulykkesramte. Sammen med Pårørendepsykologerne Mia Forsling og Zarah Høst diskuterer vi blandt andet dårlig samvittighed, omverdenens reaktioner, sorg og troen på, at det bliver bedre om lidt.

Ængstelse om der kommer en ulykke igen

Tina er 48 år og har været sammen med sin mand Allan i 32 år. Allan har været involveret i ikke bare ét, men to trafikuheld – først i 1996 og senest i 2017, hvor han kom meget slemt til skade. De har sammen to voksne børn, der var små, da den første ulykke skete.

Den dårlige samvittighed

Sofie var 19 år, da hendes mor styrtede på cykel og landede meget uheldigt for cirka 4 år siden og fik forskellige skader på kroppen og en hjernerystelse, der først blev opdaget efter over et år. Sofie blev student kort tid efter. Nu er hun flyttet hjemmefra på kollegie.

Omverdenens reaktioner

Ninas datter Maya blev for ca 8 år siden kvalt i en ulykke i families have, fik hjertestop og blev genoplivet, men er i dag svært hjerneskadet. Hun kan næsten ingenting udover at trække vejret selv. Da ulykken skete, var Maya 4 år. I klippet snakker hun meget om det med omverdenens reaktioner og hvordan man måske skal agere som pårørende til de ”primære” pårørende. Også det med at kunne snakke om det, der er svært – og døden.

Sorgen som pårørende

Mange pårørende kan opleve en sorg, selvom den, de er pårørende til, stadig er i live. Dette kaldes tvetydige tab, hvor noget er mistet og noget stadigvæk er her.

Tanken om at det bliver bedre om lidt

Lea er 45 år, og hendes mand blev for ca 8 år siden kørt ned på cykel af en bil. Udover fysiske skader blev han også hjerneskadet, og hun vælger at blive skilt fra ham 2½ år efter ulykken. Da ulykken skete, var deres børn 2 og 4 år.

Tidspres

Stens kone er blevet fejlopereret i knæet, og har efterfølgende været temmelig uheldig – hun faldt på sygehuset, den dag hun blev udskrevet og brækkede sit ben. Sten har samtidig passet sit arbejde, som heldigvis har været fleksible i forhold til hans arbejdstid. Når der var mulighed for det, har han brugt det at komme fysisk på arbejde som en måde at komme væk fra situationen.