Gå til hovedindhold

Evaluering af projekt NaturFællesskaber

I forbindelse med projektet NaturFællesskaber, har UlykkesPatientForeningen gennemført 20 naturarrangementer og lavet 20 videoguides, der viser tilgængeligheden på ruter i udvalgte naturområder. Alt dette med det formål at skabe trygge fælles oplevelser i naturen for ældre med et handicap.

Evaluering af projektet

Projektet er blevet evalueret af Videnscenter for Handicap, der har lavet en rapport på baggrund af en online spørgeskemaundersøgelse og individuelle semistrukturerede interviews. Rapporten kan downloades nederst på siden.

Evalueringen tager afsæt i 7 forskellige punkter:

  • Deltagerantal og fordelingen af deltagere på tværs af alder, køn, funktionsniveau og årsag til deltagelse i arrangementet.
  • Formidling af naturarrangementerne til mennesker i målgruppen, samt information om arrangementet til tilmeldte deltagere.
  • Udbyttet af videoguiderne blandt deltagerne ved naturarrangementerne.
  • Udbyttet af naturarrangementerne, herunder hvordan det har påvirket deltagernes humør, fysiske tilstand og hvorvidt det har understøttet deres sociale trivsel.
  • Tilgængeligheden af ruterne ved arrangementerne.
  • De frivillige naturværters oplevelse af, at være med til at skabe naturarrangementerne.
  • Naturvejledernes oplevelser med at formidle deres viden til naturarrangementerne, især med fokus på, hvordan vejledningen er blevet tilpasset målgruppen.

Resultater af undersøgelsen

Overordnet set har evalueringen vist rigtigt gode resultater. Langt størstedelen af respondenterne angiver, at videoguiderne i høj eller nogen grad har gjort, at de følte sig mere trygge ved at tage på tur ud i naturen.

Derudover fremhæves det, at videoguiderne giver mulighed for at deltagerne selv kan vurdere tilgængeligheden på ruten, samt at de fungerer som en mental forberedelse inden en tur i naturen.

Det fremgår desuden, at de afholdte naturarrangementer har været særligt gode til at understøtte socialt samvær, og til at facilitere samtaler med mennesker, som de enkelte deltagere ikke havde talt med før.

Hvis du ønsker at læse mere om resultaterne, kan du downloade den fulde rapport nedenfor.