Gå til hovedindhold

Går det ud over min erstatning, at jeg lider af en kronisk sygdom?

Publiseringsdato

14. marts 2022

Spørgsmål:

Jeg har en kronisk sygdom, som giver mig forskellige symptomer. Jeg har dog altid været fuld tid på arbejdsmarkedet, men er sygemeldt for øjeblikket, fordi jeg har været udsat for en trafikulykke og har fået forskellige gener, bl.a. piskesmæld.

Ham der kørte bilen, har påtaget sig skylden, men får det betydning for min erstatning, at jeg har den anden sygdom i forvejen?

Forsikringsselskabet vil muligvis sige, at jeg ikke kan få erstatning, fordi det var nogle gener, jeg havde i forvejen, men jeg kan tydeligt mærke forskel på før og efter ulykken. Min læge siger, at det er tydeligt, at det er nogle gener, der stammer fra ulykken.

Svar:

Som du umiddelbart beskriver forholdet, bør du ikke have grund til bekymring: Man har i den almindelige personskadeerstatningsret en grundsætning, der lyder, at ”skadevolder må tage skadelidte, som skadelidte er”.

Det betyder, at skadevolderen må bære risikoen for skadelidtes særlige sårbarhed, både fysisk og psykisk. Dette sårbarhedsprincip bygger på et rimelighedshensyn, hvorefter personer med en særlig sårbarhed ikke bør have en værre erstatningsretlig stilling end andre. Med andre ord skal den skadelidte ikke stilles dårligere, selv om denne har en sårbarhed, der har haft indvirkning på skadesresultatet.

Der gælder dog visse betingelser, der skal være opfyldt samt naturligvis nogle hensyn til pågældende modpart, men det vil være for omfattende at komme ind på her.
På baggrund af dette mener jeg ikke, at du bør være bekymret for den erstatningsretlige stilling efter din ulykke.

Venlig hilsen

Marianne Bak Svendsen

Jurist