Gå til hovedindhold

Mine ortopædiske sko dur ikke – hvad gør jeg?

Publiceret

4. januar 2023

Spørgsmål:

Jeg har fået mit første par ortopædiske sko, som er købt hos en skomager, men de dur simpelthen ikke. Jeg skal snart til ’kontrol’ hos skomageren – hvad gør jeg? Findes der andre steder, jeg kan få lavet sko?

Svar:

Problematikken, som du beskriver, er desværre ikke ukendt. Det rigtige fodtøj er afgørende for mange af vores medlemmer.

Generelt om reglerne:
Når man får støtte til ortopædisk fodtøj (og andre hjælpemidler), skal kommunen bevillige støtte til billigst egnede produkt. Kommunen må i den forbindelse lave faste leverandørsamarbejder og henvise borgeren til denne leverandør, som ofte kommer med det billigste tilbud. MEN du har ret til at benytte en anden leverandør. Dog skal du selv betale en evt. merpris – altså den prisforskel der er fra ”billigst egnede tilbud” og op til den eventuelle pris, som den valgte leverandør kræver. I den forbindelse er det dog vigtigt at sikre sig, at de 2 tilbud er identiske i indholdet. Altså, at alle elementer i forløbet (fremstilling, tilpasning mm.) er inkluderet.

Hvis kommunens leverandør IKKE kan levere et egnet produkt til dig, skal kommunen sætte sig ud over den indgåede leverandøraftale. Altså benytte en anden leverandør, som kan levere produktet (fx skoene), uden at du skal betale merpris (ud over den sædvanlige egenbetaling).

Hvad gør du nu?
Du skriver, at du skal til opfølgning hos skomageren. Her skal du oplyse, at skoene ikke fungerer – og få dem til at tilrette skoene. Du (og kommunen) har købt et produkt, som selvfølgelig skal fungere. Hvis ikke skomageren kan/vil ændre yderligere på skoene, må du rette henvendelse til kommunen og oplyse dem om, at de sko, du har fået fremstillet, ikke fungerer, og at skomageren ikke vil/kan gøre yderligere. Og så må kommunen tage stilling til, om en anden leverandør skal på banen – ift. de nuværende og fremtidige sko.

Andre leverandører
Der findes en række både landsdækkende og mere lokale bandagister/skomagere, men hvilken konkret leverandør, du skal bruge, hvis du skal finde en anden, kan jeg ikke oplyse. Vi kan ikke anbefale én leverandør frem for en anden.

Det er dog vigtigt, at du oplever, at du bliver taget seriøst – og at du er tryg ved samarbejdet omkring fremstilling af dine sko, da de har afgørende betydning for dig, så indhent evt. tilbud fra et par andre leverandører, besøg dem og hør hvad de kan tilbyde.

Du skal være opmærksom på, at du kan risikere at skulle betale en merpris, hvis en anden leverandør ikke kan matche tilbuddet fra den leverandør, kommunen har valgt. Du skal også vide, at du kun har mulighed for at søge om tilskud til transport i henhold til den bevilling, kommunen giver. Det vil sige, at hvis du vælger at benytte en bandagist, der ligger længere væk, skal du også her selv betale for merudgiften.

Bente Elton Rasmussen

Socialrådgiver