Gå til hovedindhold
Glas med yoghurt

Kan man købe sig til en optimal tarmflora?

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Publiceret 4. juli 2023

Det korte svar er, at det kan man ikke. Der skrives og tales blandt andet om sundhedsfordele ved at spise probiotika, som er levende mikroorganismer, der tilført i passende mængder, kan udøve en sundhedsfremmende effekt på tarmen.

- Men der er meget dårlig evidens for at spise probiotika som piller eller kapsler for at forbedre tarmfloraen. For eksempel kefir, cultura eller andre syrnede mælkeprodukter er bedre alternativer, hvis du vil forsøge at opnå en bedre balance. Så der er umiddelbart ingen grund til at bruge penge på dyrere alternativer, som lover guld og grønne skove, fortæller sygeplejerske Line Trine Dalsgaard

Spis varieret

- Hvis du vil være god ved din tarm, anbefales det, at du spiser varieret, får en passende mængde fiber og væske samt er så fysisk aktiv som muligt, forklarer Line Trine Dalsgaard og fortsætter:

- Der er dog en del mennesker, som kan have glæde af at tage laksantia – altså afføringsmiddel. Det er vigtigt at føle sig helt tømt efter toiletbesøg, og det er vigtigt, at afføringen ikke er så hård, at den skal presses ud. Har du prøvet at ændre konsistensen af din afføring med kost og væske, og det ikke har hjulpet, så kan det være, du med fordel kan afprøve håndkøbsafføringsmidler/laksantia, forklarer Line Trine Dalsgaard og fortsætter:

Der findes forskellige typer afføringsmidler, som har forskellig virkning i tarmen. Det er afgørende, at du har sat dig ind i hvilken tarmproblematik, du har, og sætter dig ind i de forskellige typer håndkøbsmedicin, før de afprøves. Oplever du ikke effekt efter et par uger, eller er du i tvivl, bør du tage kontakt til en sundhedsprofessionel.