Hvordan kommer jeg i det grønne system?
Det beroligende system bliver nogle gange kaldt det "grønne system". Det er forbundet med ro, tryghed, restitution, tilknytning og følelsen af at være nogenlunde i sikkerhed.
Det kan være svært at få adgang til dette system, hvis man har været presset i lang tid. Man kan godt vide med hovedet, at man egentlig har fri, men kroppen kan stadig føles som om, den skal videre.
Derfor handler det ikke nødvendigvis om at tænke sig til ro. Det kan være hjælpsomt at give kroppen erfaringer med ro og tryghed.
Du kan fx bruge dit åndedræt. Ikke som en præstation, hvor du skal trække trække vejret på en bestemt måde, men som en mulighed for at sende kroppen et signal om, at tempoet gerne må sænkes lidt.
Du kan prøve at give kroppen signaler om ro:
Brug 2 minutter på at:
Sætte dig godt til rette.
Sænke skuldrene en smule.
Trække vejret roligt og gerne lidt langsommere end normalt.
Mærke kontakten mellem kroppen og stolen/gulvet.
Forestille dig et sted, en person eller en situation, hvor du føler dig tryg.
Sig til dig selv: "Lige nu behøver jeg ikke løse alting."
Måske mærker du ro. Måske mærker du uro. Måske mærker du slet ikke nogen forskel.
Det er helt okay.
Formålet er ikke at kunne slappe af på kommando. Det handler om at øve sig i at give kroppen flere erfaringer med, at der også findes øjeblikke, hvor man ikke behøver være på vagt eller præstere.
Det beroligende system bliver ikke nødvendigvis aktiveret af det samme hos alle. Det vigtige er at undersøge, hvad der virker for dig.
Og måske vigtigst: Ro er ikke noget, du skal være god til. Det er noget, du kan øve dig i.
Kilder: Schlander, C. Compassionfokuseret terapi i praksis; Holland Hansen, N. Compassion i sundhedsvæsenet.