Når bekymringerne løber af med dig

Hjernen er fantastisk til at forudse problemer. Det er faktisk en del af dens opgave. Den forsøger hele tiden at finde ud af, hvad der kan gå galt, så vi kan være forberedte. 

Men nogle gange fortsætter den, selv når der ikke længere er noget konkret, vi kan gøre. 

"Hvad nu hvis...?"

"Hvad hvis jeg har glemt noget?"

"Hvad hvis det bliver pinligt?"

"Hvad hvis der sker noget?"

En bekymring kan give en oplevelse af, at man gør noget aktivt. Man tænker og tænker for at finde sikkerhed. Men nogle gange skaber tænkningen ikke mere klarhed. Den skaber bare mere tænkning. 

Når du opdager, at der fanget i en bekymringsspiral, kan du prøve at skelne mellem du spørgsmål:

Er der noget konkret, jeg kan gøre noget ved lige nu?
Hvis ja: Hvad er det mindste næste skridt?
Hvis nej: Kan jeg øve mig i at lade spørgsmålet stå ubesvaret?

Det sidste kan være svært.

Vi vil gerne have sikkerhed, men livet indeholder uundgåeligt usikkerhed. 

En anden mulighed er at vende tilbage til det, der faktisk foregår lige nu. 

Mærk fødderne mod gulvet. Se dig omkring. Læg mærke til tre ting, du kan se. Læg mærke til lydende omkring dig. Tag én rolig indånding. Og spørg: "Hvad er der faktisk brug for fra mig lige nu?"

Måske er svare: ingenting.
Måske er svaret: gå i gang med arbejdet.
Måske: ring til nogen.

Bekymringen behøver ikke forsvinde, før du gør det.

Du kan godt have en bekymring med dig og samtidig vende tilbage til det liv, du er i. 

Kilder: Harris, R. ACT – Teori og praksis – Acceptance and Commitment Therapy; Luoma, J. B., Hayes, S. C. & Walser, R. D. Learning ACT.