Gå til hovedindhold

Hvilke konsekvenser har det at flytte sammen som førtidspensionister?

Få svaret her.

Publiseringsdato

5. januar 2024

Spørgsmål:

Vi er to førtidspensionister, som gerne vil flytte sammen. Hvad vil der ske, hvis vi flytter sammen og måske gifter os?

Svar:

Kære medlem

I forhold til forskellige sociale ydelser og bevillinger, har det betydning, om man er enlig eller samboende/gift. Det gælder blandt andet boligstøtte, førtidspension, praktisk hjælp m.m.

Som borger har man oplysningspligt, og man skal derfor gøre kommunen opmærksom på ændringer i ens personlige forhold, der kan have betydning for de bevillinger, man har.

Som jeg læser dit spørgsmål, så forestiller jeg mig umiddelbart, at du mest af alt spørger til de økonomiske konsekvenser, hvis I flytter sammen eller på sigt bliver gift.

Det afgørende er i princippet ikke, om I er gift eller ej, men om I er samboende/samlevende. Hvis I begge på nuværende tidspunkt er reelt enlige, og I flytter sammen, vil jeres pensionsudbetalinger ændre sig. I vil i så fald begge opleve en indtægtsnedgang, da satsen for samlevende/gifte er lavere end for reelt enlige.

I vil kunne lave en vejledende beregning på borger.dk. Eller I kan kontakte Udbetaling Danmark og få vejledning.

Jeg håber, at det var en brugbar tilbagemelding.

Venlig hilsen

Bente Elton Rasmussen

Socialrådgiver