Gå til hovedindhold
Kvinde Deltager I Online Møde

Kurser giver pårørende konkrete værktøjer til at takle hverdagen

Er du pårørende til en ulykkesramt, kender du måske til følelsen af, at hverdagen ramler.

Skrevet af
Elisabeth Cecilia Dorn Presseansvarlig
Publiceret 18. september 2023

Er du pårørende til en ulykkesramt, kender du måske til følelsen af, at hverdagen ramler. At det kan være svært at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen med mange ekstra praktiske gøremål og ansvar. Måske føler du dig bekymret, trist, stresset eller alene i rollen som pårørende og savner redskaber til at takle det på og folk, der står i samme situation at dele det med.

I foråret afholdt vi derfor to onlinekurser LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende, målrettet pårørende til ulykkesramte for at afhjælpe den svære og nogle gange lidt usynlige rolle, som pårørende har. Som deltager får du præsenteret en værktøjskasse med råd og redskaber til at håndtere hverdagen og samtidig mulighed for at møde ligesindede online.

Feedback = redskaber og fællesskab

Tilbagemeldingerne på de første kurser har været ekstremt positive. 85 % af deltagerne svarede, at de fik konkret viden om, hvordan de kan håndtere udfordringer, de oplever som pårørende. Men også følelsen af ikke at være alene, blev en selvstændig givende oplevelse for deltagerne.

En deltager fortæller: ”Det (-at være pårørende red.) har været så svært og ensomt at være i, fordi folk forstår simpelthen ikke, hvad det er, man står med. Det er nok det, jeg har fået allermest ud af kurset. At blive mødt i, at jeg hverken er forkert eller har forkerte følelser eller tanker. Det, syntes jeg, var rart at høre.”

Læs hele evalueringen af de to første kurser

LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende-kurserne fortsætter

Vil du deltage i næste kursus? Eller kender du en pårørende, der kunne få glæde af at deltage, så spred gerne ordet.

Næste kursus starter d. 25. oktober kl. 16. Tilmeld dig her