Da livet væltede, holdt de fast i kærligheden

Dina var 21, og Michael 30, da de blev kærester i 2018. De blev hurtigt meget forelskede i hinanden og flyttede nærmest sammen med det samme.

I København byggede de et liv op sammen med alt det, de gerne ville dele: byen, vennerne, naturen, rejselysten og et aktivt liv. De tog på dates til streetfood-markeder, i Tivoli og på Bakken, gik ud at spise fint og tog på spaophold.

De var et par, der nød at komme ud, men de kunne også finde ro de samme steder. Michael holdt af at bygge ting i skoven, og Dina, der er vokset op tæt på naturen i Odsherred, delte glæden ved bål, strand og skov. De sov i telt, tog på ture og besteg blandt andet Trolltunga i Norge sammen med nogle venner.

- Vi havde et enormt aktivt liv sammen, hvor der altid skete noget. Det var altid spændende. Jeg faldt nok mest for Michaels humor. Han var meget god til at få mig til at grine. Han var virkelig sådan en humørbombe. Næsten lige meget hvilket selskab eller setting vi var i, så var han den, der kunne få folk i godt humør, siger Dina om Michael.

Han er født og opvokset i Holbæk, men hans mor stammer fra Filippinerne, og Michael har nok lidt af den sociale side med fra sin store familie.

Dina beskriver ham som den lidt vilde, den sjove, den levende og impulsive. Han elskede for eksempel fart og frihed og havde blandt andet en hobby med at køre på sit elektriske skateboard gennem byen.

- Jeg havde kørt omkring 7.000 kilometer på det, og kunne styre det fuldstændigt. Det var ikke bare transport for mig, det var følelsen af at kunne surfe hen over jorden, forklarer Michael.

Men mødet med Dina gav Michael lyst til at skrue lidt ned for frihedstrangen, for det var tydeligt for ham med det samme, at hun var mere end bare en forelskelse.

- Vi klikkede virkelig hurtigt. Vi kunne nogle gange bare kigge på hinanden og sige det samme. Og hun forstod min håndværkerhumor, så det var dejligt. Men jeg så også hurtigt, at hun var så meget mere end det. Jeg ville gerne skabe min egen familie, få nogle børn og falde til ro – og jeg kunne se, at hun ville blive en god mor, så det drømte jeg om at vi skulle sammen, fortæller Michael.

- Jeg var jo ret ung og ikke specielt vild med børn på det tidspunkt, så jeg ville godt lige vente med det til, jeg havde fået min uddannelse. I 2019 begyndte jeg at læse til sygeplejerske, fortæller Dina.

I dag har parret været kærester i otte år og er også blevet forældre til James, der lige er blevet et år. Det vender vi tilbage til.

Ulykken i 2022

En sommermorgen i 2022 var Michael på vej på arbejde på sit elektriske skateboard. Klokken var omkring seks, og som han selv siger, møder man sjældent nogen på cykelstien på det tidspunkt.

Men den morgen kom en mand ud fra en tunnel i fuld fart på sin cykel. Michael nåede at bremse, men ramte baghjulet, blev slynget gennem luften og landede direkte på hovedet. Han mistede bevidstheden med det samme.

- Jeg flyver cirka syv meter gennem luften. Jeg havde ikke hjelm på, så jeg går ud som et lys, da jeg rammer jorden. Min erfaring med at køre på det elektriske skateboard havde nok gjort mig lidt overmodig, og i dag er mit råd bestemt til alle, at de skal bruge hjelm og sikkerhedsudstyr i trafikken, uanset hvor god man er til at køre, siger han.

Da Dina blev pårørende

Mens Michael blev kørt til Rigshospitalet, lå Dina hjemme og sov med sin telefon på lydløs. Det var et par dage før hendes bacheloreksamen, så hun havde brug for at samle alt den energi, hun kunne.

Da hun vågnede, lyste telefonen op med 11 ubesvarede opkald fra Michaels søstre.

- I en besked havde de skrevet, at Michael var på vej på Rigshospitalet og skulle opereres, fordi han havde været i et færdselsuheld. Så skyndte jeg mig selvfølgelig at ringe efter en taxa. Jeg var helt i chok, fortæller hun.

På hospitalet mødte hun Michaels forældre og søstre. Kort efter blev familien kaldt ind til en læge. Michael havde fået en alvorlig hovedlæsion.

Da redderne var nået frem til ham på ulykkesstedet, lå hans bevidsthed helt nede på det laveste niveau, og lægerne måtte operere akut, fordi hjernen hævede så voldsomt, at de måtte fjerne en del af kraniet for at give den plads. Ingen kunne sige, hvordan det ville ende.

- Det hele var præget af stor alvor. Hans søstre græd meget, og hans mor var meget stille, fordi hun var i chok. Og jeg var nok mest bare observerende, fordi jeg ikke kunne begribe eller rumme, at det rent faktisk var sket for ham. Men da vi kom ud derfra, brød jeg sammen på gangen. Det var så voldsom en besked, siger Dina.

Michael lå i koma i fem uger. Familien skiftedes til at være hos ham, fordi ingen kunne bære tanken om, at han skulle ligge alene. Dina husker særligt en sygeplejerske, der opfordrede hende til at tale til ham og smøre creme på hans hud, selvom han ikke var ved bevidsthed.

- Mens jeg gjorde det, så faldt hans puls. Det var rart for mig at fornemme, at han måske kunne mærke noget, siger hun.

Hun fik sin eksamen udskudt til senere, for i de dage ændrede alt sig. Hun var ikke længere bare kæreste, hun blev den nærmeste pårørende. Den, der midt i chokket også skulle holde sammen på alt det praktiske.

Kysset, der gav håb

Da Michael begyndte at vågne, vidste ingen, hvad der ventede. Ville han kende dem? Ville han vide, hvem han selv var? Ville noget af den gamle Michael være der endnu?

Så kom det første tegn. På Glostrups traumeafdeling fik Michael øje på Dina og strakte hænderne mod hende.

- Da han så mig, så lavede han sådan en kyssemund og rakte ud for at nå mig. Det var virkelig en god dag. Jeg blev så glad og også ked af det. Det var bekræftelsen i, at han kunne huske, hvem jeg var. Og at vores kærlighed ligesom stadigvæk var der, siger hun.

Men håbet kom hånd i hånd med frygten.

- Det var svært på det tidspunkt helt at vide, hvad fremtiden ville bringe. Jeg tænkte: Gad vide, om han skal på et eller andet hjem, eller om han kommer hjem til mig igen, og hvor meget kan jeg overhovedet hjælpe ham? Kan jeg hjælpe ham nok? siger Dina.

Han opførte sig anderledes

Det svære var ikke kun, at Michael var alvorligt skadet. Det var også, at den hjerneskade, han havde fået ved ulykken i en periode, gjorde ham til en anden end den Michael, de kendte.

Han vågnede ikke bare op som sig selv med et ar og et genoptræningsforløb foran sig. Skaden satte sig i sproget, i hans adfærd og i hans måde at være i verden på.

I begyndelsen kunne han ikke tale dansk, men han kunne pludselig tale engelsk på højt niveau. Det gav mening, fordi engelsk er et sprog, Michael havde talt med den filippinske del af sin familie i sin opvækst. Mens området i hjernen, hvor dansk – hans primære sprog – lå, i højere grad skulle trænes op igen, fordi hjernen var meget hævet.

- Jeg snøvlede så meget, men så kunne jeg slå over i engelsk, og så kunne jeg bare snakke flydende. Så læger og familie kunne jo kommunikere med mig, bare det foregik på engelsk, fortæller Michael.

Han var også psykotisk i den posttraumatiske fase. Han prøvede blandt andet at stikke af fra hospitalet flere gange. På et tidspunkt slap han faktisk væk, kom over en høj mur og nåede ind i en bus, før personalet fik stoppet ham.

- Det var rigtig svært at være der med ham, fordi han prøvede at stikke af, når vi var der, for han forstod ikke, hvorfor han ikke måtte komme med os hjem, siger Dina.

For hende var det dybt foruroligende at stå overfor et menneske, hun elskede, men som i perioder virkede fremmed.

- Jeg tænkte meget: Er det den samme person, som jeg forelskede mig i? Og især: Elsker han også stadigvæk mig? Eller hvordan har hele synet på hans liv og vores liv sammen ændret sig? siger hun.

Michael ved, hvor hård den fase var for dem omkring ham. Og han er optaget af én ting: at andre pårørende skal vide, at det kan være netop dét – en fase.

At man kan være meget langt væk i en periode efter en ulykke – uden dog at være forsvundet for altid.

Alt det, der fulgte med

Sammen med alle bekymringerne for Dina voksede listen med alle de praktiske opgaver også. Fuldmagter. Forsikring. Kontakt til arbejde. Dokumenter. Oplysninger. Frister, der skulle overholdes.

Alt det, der skal holdes styr på, mens man prøver at forstå, om den, man elsker, overlever.

- Jeg var jo studerende, men jeg fik nærmest et fuldtidsarbejde med at være pårørende ved siden af, fordi jeg påtog mig ansvaret for at stå med forsikringssagerne og snak med hans arbejde og alle de her dokumenter og ting og sager, siger Dina og understreger at Michaels familie også var en stor del af støtten omkring Michael.

Hun er ikke i tvivl om, hvor vigtig en rolle, de pårørende har – og hvor meget det betyder at have nogen omkring sig.

- Hvis man er kommet skade, og ikke har nogen pårørende eller ressourcer i nogen bekendte, der kan hjælpe en, så kan man godt nok have det svært og også risikere at gå glip af for eksempel erstatninger og det ene og det andet, fordi man selv mister overblikket, når man er syg, siger hun.

Selv fandt hun også støtte i sin far og søster – og i Michaels familie.

- Jeg mistede min mor tidligt, så jeg vidste, hvor vigtigt det er at have nogen at læne sig op ad, når man er pårørende og i sorg. Man er jo ikke den, der er kommet til skade, men når det er en, man elsker, så er det også svært at stå ved siden af. Mit liv og fremtid ændrede sig jo også, siger hun.

Noget af det følelsesmæssige traume sidder stadig i dem begge to.

- Vi har jo bare prøvet at overleve at komme igennem det, og prøvet at få verden til at være måske lidt som den var før. Men der er da stadigvæk dage, hvor man tænker på ulykken og det, der fulgte efter, og bare bliver ked af det, siger Dina.

Mere ro, færre venner og stadig kærlighed

I dag er Michael ikke den samme som før. Han lever stadig med smerter i hoved og nakke, har brug for flere pauser, større struktur og må hele tiden mærke efter, hvad han kan holde til.

Han er fuldtidssygemeldt og på vej mod fleksjob. Han savner sit arbejde og det gamle overskud, og han har også mistet mange relationer undervejs.

- Jeg prøver at lande i, hvad jeg egentlig kan, og hvor meget jeg kan holde til. Det er en proces, jeg stadig er i gang med at udforske. Og 95 procent af alle de bekendte, jeg havde, og det liv, jeg levede før ulykken, er væk eller forandret, siger han.

Men Dina peger også på noget andet: at ikke alt ved det nye liv kun er et tab. Michael har stadig sine udfordringer, men der er også kommet mere ro. Et andet tempo. Et mildere temperament. Og nu tager han også sit helbred seriøst på en anden måde.

- Der var en masse dårlige vaner, der blev lagt på hylden og sundhed er kommet til at fylde mere, og det kan jeg godt lide. Jeg vil jo gerne have, at vi får et langt liv sammen, forklarer Dina og Michael supplerer:

- Når man har fået en chance mere i livet, så synes jeg, at man skylder sig selv at gøre sig umage for at få det bedste ud af det. Og jeg er både blevet sundere og mere spirituel end jeg var tidligere, siger Michael.

De har også begge været bevidste om at holde fast i det, der gør dem til et kærestepar – og ikke bare patient og pårørende. De går for eksempel ud at spise, tager på spaophold, får parmassage og prøver at finde små lommer, hvor der er plads til kærligheden.

- Da Michael havde det svært, så hjalp jeg ham jo meget. Indimellem kaldte han mig endda hans private sygeplejerske. Men da han var noget mere tilbage, som den jeg i sin tid forelskede mig i, kunne vi begynde at lave ting sammen igen som par. Det er en aktiv beslutning om stadig at vælge hinanden til. Og det er med til at styrke vores forhold i vores nye virkelighed, siger Dina.

I dag bor de uden for Holbæk, tæt på hvor Michael er vokset op. De har fået hus på landet med udsigt til marker, og natur og ro tættere på.

Og så er sønnen James kommet til – fuld af liv – og med ham også en tro på en lysere fremtid. De har godt nok færre penge og færre venner end før. Men de ved, hvad der betyder noget.

- Min ulykke har lært mig, at vi ikke kan vide, om vi har en i morgen, men jeg ved at jeg har Dina og nu også James, og det betyder det hele, siger Michael.