Når din rolle i familien ændrer sig

Det er naturligt, at blikket i den første tid efter en ulykke først og fremmest falder på det fysiske – på kroppen.

På skaderne, der skal hele. På operationer, lægebesøg og genoptræning. På alt det, der skal til for at blive “lappet sammen” og komme tilbage – enten til det, man kunne før, eller til et nyt udgangspunkt, hvor man måske kan mindre end tidligere, har brug for hjælpemidler og skal leve med smerter, træthed eller et energiniveau, der svinger fra dag til dag.

Men når den akutte fase lægger sig, dukker en anden type spørgsmål ofte op – og de kan være mindst lige så krævende: Hvem er jeg nu?

For en ulykke kan ikke kun ændre funktionsevnen. Den kan også forskubbe ens rolle i familien, dynamikken i parforholdet og den måde, både du selv og dine nærmeste ser dig på.

Måske har du tidligere været den, der ordner alt muligt. Den, der har styr på det praktiske, tager initiativ og bærer hverdagen.

Men pludselig kan det være dig, der skal tage imod hjælp. Og så kan følelsen af at være ligeværdig – både som partner, forælder, voksent barn eller ven – blive sat på prøve.

Psykolog Sofie Dam Gerner fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter beskriver netop den forskydning som noget af det, der kan være mest identitetsrystende.

- Hvis man kommer i en situation, hvor man ikke har de samme muligheder for at kunne gøre alt det, man plejer – det, man kender og holder af – kan man få følelsen af: ‘Jamen hvad står jeg så tilbage med?’, fortæller Sofie Dam Gerner og fortsætter:

- Det kan give en identitetskrise. For måden, man har set sig selv på – og den måde, som andre har set en på – kan være blevet fuldstændig vendt på hovedet. Derfor handler det om at finde tilbage til et jeg, hvor man kan kende sig selv igen, forklarer psykolog Sofie Dam Gerner og understreger, at det bestemt ikke er en opgave, der er “bare lige” og nem.

Identiteten er ikke statisk

Identitet kan lyde som et stort ord. Men i Sofie Dam Gerners optik handler det grundlæggende om noget meget konkret: følelsen af at være sig selv – og den fortælling, man har om, hvem man er.

- Identitet handler også om en selvfølelse, siger hun og peger på, at ens identitet ikke er statisk.

- Det er noget, der er flydende og bliver dannet i kraft af de relationer, man har, og de forskellige scener, man bevæger sig inden for. Og det er ikke lineært. Hvis vi eksempelvis tænker på, hvordan vi var som 10-årige og som 20-årige, så er det jo ikke den samme person, som vi er i dag. Men alligevel er der nogle kerneantagelser eller grundværdier for os hver især, der går igen livet igennem – altså dét, vi tror på, og den fortælling, vi har om os selv, forklarer psykologen.

- Overordnet kan man sige, at identiteten er den, man er, og så kan man have forskellige roller nedenunder. Netop derfor kan det være meget hjælpsomt at skelne mellem identitet og rolle, når noget ændrer sig. For hvis meget af ens selvforståelse for eksempel har været knyttet til det, man gjorde i familien, kan det føles, som om man mister sig selv, når det ikke længere er sådan, siger Sofie Dam Gerner og nævner som eksempel en klassisk rolle, mange vil kunne genkende:

- Den, der fikser ting i familien … at man sætter en lampe op, at brændeovnen er gået i stykker, at man betaler regningerne. Altså sådan en problemløsende, handlingsorienteret rolle. Det kan godt være en del af den måde, man beskriver sig selv på, siger hun.

- Roller hænger ofte sammen med noget, man gør – mens identiteten måske mere er noget, man er.

Hvis man pludselig ikke kan det samme som før, bliver forskellen mellem de to ting ekstra vigtig at kende.

- Er man i en situation, hvor man ikke har de samme muligheder for at gøre ting, kan det være helende at kunne skelne ad, hvad der er en rolle, og hvad der er identitet – selvom det er svært. For i praksis smelter det meget sammen, når man ikke har været vant til at tænke på det som to forskellige ting. Det er noget, man skal øve sig på. Men det kan hjælpe på din selvforståelse at lede efter det, der stadig er dig – værdier, tanker og idéer – selvom din rolle i familien er anderledes, siger hun.

Du er ikke din skade

- At finde sin nye identitet er dog ikke en opgave, du kan sætte dig ned og regne ud eller putte på formel. Man bliver nødt til at eksperimentere lidt for at finde ud af, hvad der er dig, derfra hvor du er nu. Det kan for eksempel være at gå en anden vej, end man plejer, og mærke efter, hvordan det føles at gøre noget anderledes: ‘Nå, det føles egentlig meget rart.’ Eller: ‘Det var sådan lidt en blind vej, det behøver jeg måske ikke give mere opmærksomhed’, forklarer Sofie Dam Gerner.

Hun peger også på, at sproget, man bruger om sig selv, kan skabe mere plads: Du er ikke din skade – den er én del af dig, men ikke hele dig.

- Når man bliver ramt på sin eksistens, så er det helt naturligt, at man inkorporerer det som en kæmpe del af ens identitet. Så et godt sted at starte er at prøve aktivt at adskille sig fra skaden. Så man er ikke den ulykkesramte, man er ikke sin hjerneskade eller sine manglende ben, fortæller Sofie og fortsætter:

- Skaden er unægteligt en del af dig. Men ligesom ‘jeg er en mor’, ‘jeg er bedstefar’ eller ‘jeg er omsorgsfuld’, er det blot en del af det store billede af alt det, du rummer.

Når du pludselig har brug for hjælp

For mange er det netop behovet for hjælp, der for alvor kan skubbe til opfattelsen af, hvem man er.

Hjælpen kan være praktisk – indkøb, madlavning, transport – men den kan også handle om at navigere i systemet: kontakt med kommune, forsikring og sundhedsvæsen.

Og for nogle bliver den helt tæt på: personlig pleje og de daglige ting, man ellers altid har klaret selv.

Meget af det vil de nærmeste pårørende naturligt komme til at stå i, og derfor rammer det også ofte direkte ind i relationen.

Psykolog Sofie Dam Gerner peger på, at det at lære at tage imod hjælp er svært, men også en vigtig del af at finde sig til rette i et liv, der føles nyt.

- Det med at kunne acceptere at skulle modtage hjælp er en enorm styrke. Det er svært, og det er noget, man skal lære at mestre. Det vil det også være for mig og andre, der ikke er vant til at have brug for hjælp for at få hverdagen til at fungere, siger hun.

En ny rolle for jer begge

Når rollerne skifter, kan det ramme følelsen af ligeværd – især i parforholdet, men også i familielivet generelt.

- Det kan godt rykke ved dynamikken i et parforhold eller i en familie, når der er en, der har brug for mere hjælp end den anden … Og det kan tage år at lande et fornuftigt sted for alle parter, siger Sofie Dam Gerner.

Her kan det hjælpe at minde sig selv om, at I begge står i noget nyt, og at det også kan være hårdt for den pårørende.

Som den ramte mærker man tabet på egen krop og kan opleve det som et statustab pludselig at have brug for hjælp. Eller man kan føle, at omgivelserne ikke helt forstår den nye situation.

Den pårørende mærker presset i ansvaret og i den nye omsorgsrolle og kan blive træt, usikker eller ked af det.

Når man ved det, bliver det lettere at tale om det som et fælles vilkår i familien – ikke som en kritik, når noget er svært.

Mere gennemsigtighed

Sofie Dam Gerners råd er simpelt: Gør det tydeligt for hinanden, hvordan I har det, og hvad der sker, når I går skævt af hinanden, bliver irriterede eller kede af det. Og lav nogle klare aftaler om, hvordan I gerne vil have hverdagen til at fungere hos jer. Især når skaden er usynlig, eller energien svinger, kan der let opstå misforståelser.

- Det er helt vildt vigtigt med gennemsigtighed. Og det kan godt være, at det bliver lidt uromantisk, hvis man er partnere, men det er også vigtigt, at man faktisk sætter sig ned og laver de her aftaler, der får hverdagen til at fungere. … Hvem støvsuger? Hvem handler ind? Eller er det noget, vi skal gøre sammen? Det kan også være aftaler som: Hver dag fra klokken tre til halv fire går jeg ind og tager mig en pause, siger hun.

Hvis man gang på gang bliver irriterede på hinanden, handler det sjældent om den ene støvsugning eller de beskidte strømper på gulvet.

Det handler om, hvad der bliver trigget – og hvad der sker mellem jer, før det løber af sporet.

Også her er Sofie Dam Gerners råd at stoppe op og kigge nysgerrigt på mønsteret, før det eskalerer.

- Hvis det er de samme ting, man hele tiden havner i, så handler det om at undersøge: Hvad sker der inde i mig? Hvad sker der mellem os? Og så prøve at gøre noget ved det. Det kan helt banalt være at tale sammen – enten alene eller med en professionel på sidelinjen. Måske skal nogle af opgaverne flyttes væk fra den pårørende, så der er mere plads til at være familie, siger hun.

Det kommer til at svinge

Sofie Dam Gerner forklarer, at man ikke lander i en ny identitet fra den ene dag til den anden efter en ulykke, og at man heller ikke kan forvente at kunne “acceptere” sit nye liv i en lige linje.

Tværtimod er det en proces, der vil svinge frem og tilbage, og ifølge psykologen er penduleringen netop en del af det, der skal til for at finde fodfæste i det nye.

- Der er to spor. Først er man mest i det tabsorienterede, i sorgen over det, man har været ude for, og over det, man har mistet. Og så er der det mere nyorienterede spor, hvor man tænker: Hvad så nu? Kan jeg lide det her? Har jeg egentlig fundet noget ny glæde i min tilværelse? siger Sofie Dam Gerner.

- De to spor vil man svinge imellem, før man føler sig hjemme i de nye roller, der følger med. I starten vil man være meget over i et sorgspor. Men med tiden vil det være sådan noget, man blot lige pendulerer ind i og ud igen, siger Sofie Dam Gerner.

Hun forklarer, at identitet ikke kun er noget, man føler inde i sig selv. Identiteten bliver også skabt i vores relationer – i det spejl, vi får holdt op af andre.

Derfor kan både gamle og nye fællesskaber blive en del af vejen tilbage, når man skal bygge en ny version af “mig” op.

- Det er positivt med sociale relationer, fordi det netop er i relationen til andre, at vi kan flytte os. Det kan være trygt med dem, man kender allerede, men måske kan det også åbne for noget godt at søge efter nye relationer, der forstår, hvor man er i sit liv lige nu. Er der nogen derude, jeg kan spejle mig i? For nogen vil et nyt netværk af andre, der har været ude for noget af det samme, give særlig god mening, fordi der pludselig er nogen, der forstår, hvad man selv oplever, siger hun.