Skriveterapi for pårørende

Idéen til konceptet skriveterapi udspringer af forfatter, psykoterapeut, cand.jur. og journalist Annette Aggerbecks egne oplevelser og erfaringer. Hun har altid selv skrevet dagbog, men da hendes mor kom slemt til skade under tsunamien i Sydøstasien i 2004, og hun dermed selv blev pårørende, åbnede det op for en ny dimension.

”Som pårørende oplevede jeg fra første parket, hvordan der hurtigt opstod en masse kaotiske tanker og følelser. I den situation kunne jeg bruge det meget aktivt, at jeg skrev dagbog. At skrive hjalp mig, det var helt tydeligt. Efterfølgende begyndte jeg at researche i, hvordan det kunne være, at jeg havde så stor glæde og effekt af at skrive. Der fandt jeg en masse forskning, som viste, at det er rigtig sundt at skrive om vores følelser, og at det både styrker det psykiske helbred og immunforsvaret. Det gav mig incitamentet til at videreformidle de her ting, så andre også kunne få samme gavn af skriveterapi,” forklarer Annette Aggerbeck.

Det er der blandt andet kommet bogen Skriveterapi for pårørende ud af. Bogen er opbygget efter emner, der er relevante for pårørende, og i alle kapitler er der mod slutningen en række skriveøvelser, der er knyttet til det beskrevne emne.

”Et emne er for eksempel, at du kan føle dig enormt alene i situationen. Ofte spørger andre ikke, hvordan du har det som pårørende, fordi al fokus er på den ramte. I hvert kapitel beskriver jeg emner, der typisk er fælles for pårørende, og giver idéer til, hvordan du kan gribe dem an, og hvordan du kan skrive om dem. Når du skriver, kan det føles som om, du får dig en fortrolig, som lytter, når du har brug for det, lige meget hvor vred eller ked af det, du er, eller hvor mange tanker, du får, der kan opleves som forbudte,” siger Annette Aggerbeck.

Hun er bevidst om, at nogle kan have modstand over for at formulere sine følelser på skrift, særligt hvis man slet ikke er vant til det og måske heller ikke er vant til at skrive.

”Først og fremmest er det så vigtigt at slå fast, at det ikke kræver nogen som helst forudsætninger at gå i gang med at skrive. For det handler ikke om, hvor godt du staver, eller om du er god til at formulere dig. Der er ikke andre end dig selv, som skal læse det, det er præmissen. Det handler om at få følelserne ned på papir, og det bliver du guidet til i bogen, så du ikke bare ender med at sidde og stirre ned på en tom side,” fortæller forfatteren og fortsætter:

”Jeg opfordrer også til, at du ikke bare lufter dine følelser på skrift, men bruger lidt tid på at reflektere over det, du skriver, for at få et godt udbytte. Det handler om at lære dig selv bedre at kende. Opnår du en større forståelse af dig selv og dine følelser, så er det nemmere at se, hvad du har behov for og dermed passe godt på dig selv.”

Sigtet med bogen Skriveterapi for pårørende er at skabe mere overskud og glæde i hverdagen som pårørende.

”Ved at skrive om dine tanker og følelser bliver du mere robust i din omsorgsrolle. Det kommer ikke kun dig som pårørende til gavn, men smitter også positivt af på den, du yder omsorg,” afslutter Annette Aggerbeck.