Hele familien blev ramt af ulykken

Når man rammes af en ulykke, er det ikke kun den ulykkesramtes liv, der ændres. Hele familien bliver påvirket, og derfor har de pårørende også brug for omsorg.

En af min mands venner var hurtig til at se det. Selvfølgelig var min mand også ramt af min arbejdsulykke, og det var denne ven hurtig til at tage hånd om. Som han sagde meget direkte: Ulykken er jo også sket for dig!

Det slog mig, hvor vigtigt det er, at nogen tager sig af de pårørende, mens den ulykkesramte forsøger at komme til hægterne igen.
De pårørende kommer på ekstra arbejde. Ikke bare med alle opgaverne i hus og hjem, men også med at finde frem til de rigtige behandlinger og ikke mindst med at forklare omgivelserne, hvorfor man nu ikke kan være med til endnu en middag.

I vores tilfælde var kommunikationen udadtil ekstra besværliggjort af de mange op-og nedture i mit sygdomsforløb. Det var utrolig svært for venner og kollegaer at forstå, at jeg godt kunne være glad og på i måske en time for efterfølgende at trække mig helt. Jeg havde også selv svært ved at forstå, hvad der foregik.

Min mand så det først: Det er som om, du har ændret personlighed, sagde han. Og ja, jeg var gået fra at være en ubetinget selskabsløve til pludselig at være forsigtig i et selskab og være decideret bange for et fyldt dansegulv.

Mens han måske nok kunne regne ud, at min tilstand ville være midlertidig, var det anderledes for vores yngste søn, der gik i nulte klasse, da ulykken ramte. Efter nogle måneder fandt vi ud af, at han på mystisk vis havde fået samme symptomer, som han havde hørt om derhjemme. Det var sådan vi fandt ud af hvor påvirket, han egentlig var, selvom vi havde forsøgt at skåne ham og opretholde en så normal hverdag for ham som muligt.

Jeg var aldrig i tvivl om min mands op¬bakning, men forstår godt, hvordan familier kan gå helt i stykker, når de bliver ramt af en ulykke. De familier, som i forvejen har et minimalt overskud og som kæmper for at få livet til at hænge sammen, er ekstra hårdt ramt. For de familier håber jeg, at der er mindst en ven i nærheden, som forstår at tage vare på dem, der har brug for det. Hele familien bliver ramt, og det skal venner, skole og familie tage højde for. Især hvis sygdomsforløbet trækker ud eller kommer igen og igen.

Paula Larrain er journalist og var i 2015 ansat på Ekstra Bladet, da hun kom ud for en arbejdsulykke. Hun har siden kæmpet med de mén, ulykken gav hende, og med et system, som hun ikke mener, altid er til gavn for ulykkespatienter. Paula Larrain er fast klummeskribent i Livtag, og denne artikel stammer fra Livtag nr. 2, 2019.

Læs også: Kunsten at give plads til sig selv