Gå til hovedindhold

Hvad sker der, når jobafklaringsforløb bliver afskaffet?

Få svaret her.

Publiceret

23. oktober 2026

Spørgsmål

Jeg har været ude for en ulykke og troede måske lidt naivt, at jeg bare kunne være sygemeldt, indtil jeg er færdigbehandlet.

Det siger kommunen, at jeg ikke kan. Ingen læger tør dog helt udtale sig klart om det videre forløb.

Jeg har formentlig udsigt til flere operationer og efterfølgende genoptræning.

Derfor har kommunen nu sagt, at jeg formentlig skal i jobafklaringsforløb. Til min skræk læste jeg for nylig, at det bliver afskaffet.

Hvad kommer der så til at ske med mig?

Hilsen
En bekymret sygemeldt

Svar

Kære bekymrede sygemeldte

Der sker meget på beskæftigelsesområdet i øjeblikket. Noget er allerede vedtaget, mens andet stadig er under politisk behandling.

Fra 1. juli 2026 gælder nye regler på sygedagpengeområdet. De giver kommunerne og sagsbehandlerne mere fleksibilitet til at vurdere, hvor ofte der er behov for opfølgning, og hvilken type indsats der passer bedst til den enkelte.

Der skal dog stadig ske en revurdering efter 22 ugers sygedagpenge. Her vurderer kommunen, om sygedagpengene kan forlænges.

Hvis man fortsat er uarbejdsdygtig, men ikke opfylder betingelserne for forlængelse, kan man blive visiteret til jobafklaringsforløb.

Det er det, der ser ud til at være aktuelt i din sag.

Det er korrekt, at jobafklaringsforløb bliver afskaffet pr. 1. januar 2027. Men hvis et forløb er bevilget inden da, fortsætter det efter de gældende regler.

Det er endnu ikke endeligt vedtaget, hvad der kommer i stedet, eller om der også ændres på de nuværende muligheder for forlængelse. Derfor er det vigtigt, at du holder fast i dialogen med din sagsbehandler og spørger ind til, hvad reglerne betyder konkret i din situation.

Du er også velkommen til at søge telefonisk vejledning hos UlykkesLinjen, hvis du har brug for hjælp til at få overblik.

UlykkesLinjen kan kontaktes på 36 73 20 00.

Læs mere om UlykkesLinjen  

Venlig hilsen

Portraet af Bente Elton Rasmussen

Bente Elton Rasmussen

  • Socialrådgiver