Personer med respirator søges til at teste mindfulnessøvelser uden åndedræt
I UlykkesPatientForeningen udarbejder vi øvelser i mindfulness uden fokus på åndedræt og krop til dig, der har respirator. For at blive klogere på, hvilken effekt øvelserne har, søger vi deltagere med respirator, der har lyst til at afprøve øvelserne hjemmefra over otte uger.
Øvelserne er præsenteret som et otte ugers program i form af lydfiler, du kan lytte til hjemmefra.
De er udarbejdet i samarbejde med en psykolog, der er uddannet i Mindfulness Baseret Stressreduktion på Aarhus Universitet samt klinikere fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.
Det tager mellem 10 minutter og en halv time om dagen at lave øvelserne.
Over 10 uger beder vi dig udfylde nogle parametre omkring din livskvalitet, dit humør og lignende for at få en fornemmelse af, om øvelserne påvirker din trivsel.
Vi forventer, at det tager ca. 5 minutter om dagen at oplyse dagens tilstand.
Sådan tilmelder du dig
Har du lyst til at deltage, eller vil du bare gerne høre nærmere, kan du kontakte projektleder Frida Emilie Helfer på feh@ulykkespatient.dk eller tlf.: 36 73 20 02.
Tilmelding skal ske inden 15. september.
Projektet er betalt af Sygeforsikringen ”danmark” og Jasha Fonden.