Gå til hovedindhold
Et billede taget af fotografen Anders Hviid.

Vi byder den nye regering velkommen

Grundlaget for Danmarks nye regering blev præsenteret i går den 14. december. Fra UlykkesPatientForeningens side er der afdæmpet tilfredshed med udspillet.

I grundlaget for den nye regering er der nogle gode målsætninger for de danskere, som lever med et handicap. Det fremgår blandt andet, at mennesker med handicap skal have den rette hjælp; der skal være bedre adgang til arbejdsmarkedet og mere fleksible uddannelser for mennesker med handicap. Derudover skal der være nemmere og hurtigere adgang til de hjælpemidler, man har brug for.

Fra UlykkesPatientForeningens side er der afdæmpet tilfredshed med udspillet.

”Vi vil gerne kvittere for, at den nye regering vil give mennesker med handicap bedre muligheder for at deltage i samfundet. Vi glæder os over at kunne genkende flere af de vigtige spørgsmål, vi gennem de senere år er gået til politikerne med. Det har været en mærkesag for os, at hjælpemidler kunne godkendes på forhånd, så man kunne få dem, så snart man fik et job eller skulle starte uddannelse. At man ikke skulle trækkes gennem en lang sagsgang for at få genbevilliget udstyr, man allerede har. Vi har arbejdet for bedre hjælp til både jobsøgende og arbejdsgiver, når mennesker med handicap skal i arbejde. Men vi havde også håbet at se en ambition på retssikkerhedsområdet, som virkelig trænger til et løft. Vi glæder os dog til at se de gode hensigter omsat til reelle forandringer over de næste fire år og ønsker naturligvis den nye regering rigtig god arbejdslyst,” siger Janus Tarp, formand for UlykkesPatientForeningen i en kommentar til regeringsudspillet.

Tidligere har foreningen blandt andet dokumenteret, at der er udfordringer med at være elev med handicap, når man går i folkeskolen eller gymnasiet, og netop uddannelse er vigtig for at kunne blive en del af arbejdsmarkedet.

Herudover hæfter vi os også ved, at der er afsat midler til en akutplan for hele sundhedsvæsnet, idet der blandt andet er udfordringer med lange ventelister på en lang række områder. Fx er der ventelister på et år eller mere på flere regionale smerteklinikker. Mere end 80 % af foreningens medlemmer er plaget af daglige kroniske smerter.

Læs hele regeringsgrundlaget her på regeringens hjemmeside.