Gå til hovedindhold

Undersøgelse: Kriseberedskabet halter for borgere med handicap

En undersøgelse blandt UlykkesPatientForeningens og PolioForeningens medlemmer viser, at mange føler sig utrygge og mangler viden om, hvordan de skal forholde sig i en krisesituation.

Mange mennesker med fysiske handicap er usikre på, hvilken hjælp de kan få i en krisesituation.

Det viser en undersøgelse, som UlykkesPatientForeningen gennemførte i 2025 blandt 1.400 medlemmer af UlykkesPatientForeningen og PolioForeningen.

Undersøgelsen viser blandt andet, at:

  • 80 % ikke ved, hvem de skal kontakte for hjælp i en krise.

  • 85 % ikke ved, om der findes et tilgængeligt beskyttelsesrum, de kan benytte.

  • 68 % ikke har tillid til, at deres kommune har en plan for at beskytte og hjælpe borgere med handicap.

  • 52 % føler sig utrygge ved, om de kan klare sig i en større krisesituation.

Efterlyser bedre information fra myndighederne

For mennesker med fysiske handicap kan en krisesituation være særligt udfordrende. Mange er afhængige af vigtig medicin, elektriske hjælpemidler eller daglig hjælp fra andre.

Undersøgelsen viser, at medlemmerne især savner klar information om, hvordan de skal forberede sig, og hvilken hjælp de kan forvente. De efterlyser konkrete handleplaner, adgang til tilgængelige beskyttelsesrum og et kontaktpunkt, hvor de kan få råd og hjælp både før og under en krise.

Det arbejder vi for

UlykkesPatientForeningen arbejder for at sikre mennesker med handicap bedre hjælp i krisesituationer:

  • Alle med handicap får den samme, tilstrækkelige hjælp fra kommunen.

  • Der laves særlige planer for dem, der er afhængige af respirator eller andet livsvigtigt udstyr, som kører på strøm. 

  • Der findes hotlines, e-mails og hjemmesider, hvor mennesker med handicap kan få hjælp og svar på, hvordan de bedst forbereder sig på en krise. 

  • Alle kommuner har et nummer, som borgere med handicap kan ringe til under en krise for at få hurtig hjælp. 

  • Der laves informationsmateriale, der passer til borgere med handicap.

  • Kommunerne laver oversigter over beskyttelsesrum med handicapadgang. 

  • Ingen med handicap bliver glemt under en krise – alle skal have den nødvendige hjælp.