Når livet ændrer sig - hvem er jeg så?

Det kan være et svært spørgsmål.

For mange af os er identitet noget, vi sjældent tænker over. Vi ved bare, hvem vi er i kraft af den, eller de roller vi har. Vi er måske en forælder, partner, ven, kollega, håndværker, kunstner, løber, frivillig eller noget helt andet. 

Psykolog Mette Nyrup har gennem mange år arbejdet med mennesker, hvis liv er blevet forandret efter en ulykke eller sygdom. Både som psykolog på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, som pårørendevejleder og som rådgiver på Ulykkeslinjen. 

Mette beskriver identitet som noget der:

- Omfatter de biologiske, psykologiske og sociale træk, der tilsammen kendetegner og afgrænser en person fra andre.

Når vi snakker om identitet skelner vi mellem subjektiv identitet og social identitet. 

Vores identitet bliver skabt af de mennesker, vi er sammen med, vores handlinger, vores interesser, værdier og de roller, vi har i livet. Men når man pludselig oplever en varig forandring i kroppen, som ved kroniske smerter, kan følelsen og oplevelsen af hvem vi er blive udfordret. 

Måske har du fået nedsat funktionalitet, så du ikke længere kan gøre ting i hverdagen på samme måde. Du kan ikke længere arbejde på samme måde og måske kan du ikke være den forælder, partner eller ven, som du plejede at være - og som du fortsat gerne vil være.

Måske har du måttet opgive en sport, en hobby eller en aktivitet, som tidligere gav dig glæde og som var en stor del af dig. Og måske oplever du, at mennesker omkring dig også begynder at se dig anderledes og måske ændrer deres adfærd omkring dig. 

Så kan et helt grundlæggende spørgsmål melde sig:

Hvem er jeg nu?

Når det gamle billede af dig selv ikke længere passer

Måske har du altid været den, der havde styr på tingene. Den aktive. Den, der arbejdede meget. Den, der hjalp andre. Den, der altid sagde ja. Den, der kunne klare sig selv. 

I webinaret, relateret til dette tema, fortæller Louise Rendtorff også om tabet af identitet. Før sin ulykke var hun ungerådgiver i Frederiksberg kommune. Hun var udadvendt, social og vant til at være noget for andre. 

Hvad der startede med at være en brækket arm, et ukompliceret brud endte med, efter at hun havde fået gipsen af, til at udvikle sig til nervesygdommen CRPS med kroniske smerter til følge. Louise fortæller:

- Jeg prøvede i starten at være som jeg plejede, men kunne godt mærke, at det var ikke alle i min omgangskreds der kunne klare, når jeg fortalte om mine smerter og om hvordan jeg havde det. Men jeg kunne også mærke, at jeg ikke bare kunne være den - den hende sjove, overskudsagtige, som jeg plejede at være.

Hvis smerterne betyder, at du ikke længere kan være den person på samme måde, kan det føles som mere end et tab af funktion. Det kan føles som et tab af noget, du forbinder med dig selv. 

Det kan være svært at acceptere, at noget så almindeligt som at handle ind, lave mad, hente børn eller gå på arbejde pludselig kræver planlægning og prioritering. Og hvis du tidligere har set dig selv som stærk og selvhjulpen, kan det være fremmed pludselig at skulle bede andre om hjælp.

For nogle er arbejdslivet en særlig vigtig del af identiteten. Mette forklarer:

- Arbejdet giver ikke kun økonomisk sikkerhed, men også fællesskab, struktur og en oplevelse af at bidrage. Derfor kan det være forbundet med stor sorg, hvis man ikke længere kan arbejde eller må arbejde på en helt anden måde. Det betyder ikke, at du er blevet mindre værd. Men det kan tage tid at få øje på, hvem du er, når nogle af de roller, du tidligere byggede din identitet omkring, har ændret sig. 

Du er mere end dine smerter

Når man lever med kroniske smerter, kan det være svært ikke at komme til at se sig selv gennem smerterne. 

De fylder måske meget i hverdagen. De skal planlægges omkring, forklares og tages hensyn til. Der skal måske søges behandling, hjælpemidler eller støtte. Og når andre spørger, hvordan det går, er det naturligt at fortælle om smerterne. 

Men der er forskel på, at smerterne er en vigtig del af dit liv - og at de bliver hele din identitet. 

Mette Nyrup beskriver det sådan:

- Identitet kan blive begrænsende, hvis tilstanden bliver det eneste, der fylder. Vi har mange forskellige sociale identiteter, som også skabes via vores roller: Vi er eksempelvis forældre, venner, kollegaer eller træningskammerater. Hvis én identitet kommer til at fylde det hele, kan det begrænse vores muligheder for at udfolde os. 

Det betyder ikke, at du skal lade som om, smerterne ikke findes. Tværtimod. Det er vigtigt at kunne tale om det, der er svært, og at have mennesker omkring sig, som kan lytte og forstå. 

Men det kan også være værd at spørge:

Hvad er der ellers?

Hvem er du, når du ikke taler om smerterne? Hvad interesserer dig? Hvad betyder noget for dig? Hvilke mennesker holder du af? Hvad kan du bidrage med? Hvad får dig til at føle dig levende?

Det er nogle af de spørgsmål, der kan være med til at åbne identiteten igen. 

Sorg er en del af at finde sig selv på ny

Når noget grundlæggende ændrer sig, kan der følge en sorg med. 

Det kan være sorg over det, du ikke længere kan. Over den krop, du havde. Over et arbejdsliv, der ændrede sig. Over spontanitet, frihed eller muligheder, eller måske over den person, du troede, du skulle være. 

Det er vigtigt ikke at betragte sorgen som et tegn på, at du ikke er kommet videre. 

- Sorg er noget, som man kan bevæge sig ind og ud af. Man kan tale om to sideløbende spor: sorgens spor , hvor man mærker og bearbejder tabet, og livets spor, hvor man tilpasser sig den nye situation og finder nye måder at leve på, forklarer Mette og fortsætter:

- De to spor eksisterer samtidig. Du kan altså godt have en god dag og føle, at du er kommet langt - og dagen efter blive ked af det, fordi du igen bliver mindet om noget, du ikke længere kan. Det betyder ikke, at du er tilbage ved udgangspunktet. Det betyder, at du stadig lever med et tab, som indimellem bliver tydeligt. 

Der er ikke nødvendigvis et tidspunkt, hvor du bliver færdig med at sørge. I stedet kan opgaven være gradvist at få den nye virkelighed til at hænge sammen med den, du var før. 

Du behøver ikke vælge mellem den gamle dig og den nye dig

Når livet ændrer sig, kan man let komme til at tænke, at man enten skal holde fast i den, man var - eller acceptere, at man nu er blevet en helt anden. 

Men måske er det ikke sådan. 

Du er stadig dig. Du har stadig din historie, dine erfaringer, dine relationer, din personlighed og dine værdier. Samtidig har du fået nye erfaringer. Måske har du fået en større forståelse for dine egne grænser, eller du er blevet mere opmærksom på, hvad der virkelig betyder noget for dig. Måske har du opdaget nye sider af dig selv, som tidligere ikke havde så meget plads. 

En ny identitet behøver derfor ikke betyde, at den gamle skal slettes. Det kan snarere handle om at skabe en ny fortælling, hvor både det, du var, og det, du er blevet, kan være med. 

Mette forklarer det sådan:

- Før var det måske vigtigt at have succes på arbejdet, være effektiv eller nå mange ting. Nu er det måske vigtigere at have tid med familien, være nærværende, have frihed eller gøre noget, der føles meningsfuldt. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at dine værdier er blevet helt anderledes. Men det kan være, at du er blevet mere bevidst om hvad der er vigtigt for dig. 

Mange der lever med smerter, også dem der medvirker i Smerteklog, fortæller også netop om et skifte i værdier.

Louise Rendtorff beskriver sig selv som en, der før sin ulykke var meget selvstændig:

- Det kørte for mig, jeg var kreativ, optimistisk, en hjælper, omsorgsfuld og havde altid ekstra overskud til andre, jeg var social og ekstrovert.

For hende var det derfor en omvæltning pludselig at være den der skulle række ud og bede andre om hjælp, og ikke længere kunne det og være den, som hun var før.

Som mange andre der lever med smerter, oplevede hun også, at det var - og stadig er svært for omgivelserne at forstå, at hun ikke er den samme som før, selvom hun fysisk ligner sig selv. Det betyder at man ofte både oplever skuffelse og sorg i forhold til forventningerne til sig selv, men også i forhold til forventningerne fra omgivelserne, der ikke forstår at livet og vilkårene for den med smerter er ændret. 

At have noget at bidrage med

Når man ikke længere kan det samme som før, kan følelsen af at være til besvær eller ikke bidrage nok også fylde. Det kan være svært, hvis man tidligere har været vant til at give mere, end man modtog. Men det at bidrage behøver ikke se ud på én bestemt måde. 

Mette forklarer:

- For mennesker der ikke længere kan være på arbejdsmarkedet, kan det være vigtigt fortsat at bevare oplevelsen af, at man har noget at byde ind med i de sammenhænge og relationer man stadig indgår i. Det kan være gennem familien, husholdningen, frivilligt arbejde eller andre meningsfulde sammenhænge. Det afgørende er ikke formen, men oplevelsen af at gøre noget, der har betydning. 

Det er en vigtig pointe, også når man lever med kroniske smerter. 

Du behøver ikke producere noget for at have værdi. Men det kan have stor betydning for identiteten at opleve, at man stadig er en del af noget. At nogen har brug for dig. At du kan være noget for andre. At du har en rolle og at du hører til.

Det kan være stort eller småt, der kan gøre en forskel: En telefonsamtale, at lave aftensmad, hjælpe et barnebarn, passe en hund. At engagere sig i en forening eller være den, der får andre til at grine. 

Det behøver ikke ligne det liv, du havde før. 

Identitet skabes også i relationer

Vi bliver ikke kun til alene. Vores identitet bliver også skabt i mødet med andre. 

Derfor kan relationer være særligt vigtige, når livet ændrer sig. Men de kan også blive udfordret. 

Måske har dine nærmeste svært ved at forstå, hvorfor du ikke længere kan det samme. Måske har du selv svært ved at vise, at du har brug for hjælp. Måske er du blevet så vant til at tale om smerterne, at de fylder det meste af jeres samtaler. Eller måske gør du det modsatte og forsøger at skjule, hvor svært du egentlig har det. 

Mette forklarer:

- Det kan være vigtigt at tale om sine følelser og udfordringer - men det er også værd at lægge mærke til, om samtalerne faktisk hjælper dig videre. Hvis man igen og igen taler om det samme uden at få nye perspektiver eller handlemuligheder, kan det være relevant at ændre måden, man taler om det på, og fortsætter:

- Du må gerne være den, der har smerter, men du må også gerne være den, der griner, lytter eller den der giver gode råd og interesserer sig for andre. Du kan være den der bare vil have det rart og være sammen med andre, uden at tale om sygdom. Du behøver ikke vælge én identitet. Du har mange. 

Når kroppen ændrer sig, er du stadig et helt menneske

Krop og sind hænger sammen, og vores måde at forstå vores situation på kan have betydning for, hvordan vi håndterer en udfordring eller forandring i livet. 

Som rådgiver på Ulykkeslinjen, får Mette ofte opkald fra mennesker, der har været ude for ulykker eller på anden vis har oplevet pludselige forandringer i deres liv:

- De spørgsmål vi får handler ofte om, hvordan man skal agere når vilkårene for det liv man har levet, er ændret fra den ene dag til den anden. Umiddelbart efter ulykken kan det hele opleves meget uvirkeligt, forklarer Mette og fortsætter:

- Det kan føles som om, du befinder dig i en glasklokke eller som om, du er tilskuer til en film. Din tidsfornemmelse kan ændre sig, så tiden enten flyver afsted eller går meget langsomt og bestemte sanseindtryk brænder sig fast i din bevidsthed.

Forandringen handler altså ikke kun om det, der er sket med kroppen. Den kan også påvirke den måde, man ser sig selv og sit liv på. Følelsen af at være i den glasklokke kan vare ved, indtil det langsomt går op for en, at den situation, man står i, ikke nødvendigvis forsvinder. Noget er blevet ændret - for nogle måske for altid. 

Det er også her, spørgsmålet om identitet bliver relevant. 

For mennesker med kroniske smerter kan spørgsmålet "Hvem er jeg nu?" være tæt forbundet med mange af de temaer, vi arbejder med gennem Smerteklog - læringsforløb om kroniske smerter.

Når energier skal forvaltes anderledes, ændrer hverdagen sig. Når søvnen er udfordret, påvirkes overskuddet. Når smerterne fylder, kan relationer, arbejde og fritidsliv ændre sig.

Og når mange af de ting, man tidligere brugte til at beskrive sig selv, forandrer sig, kan identiteten også blive udfordret. 

Men identitet er ikke noget fast, som én gang for alle bliver bestemt af det, du kan eller ikke kan. Du er stadig den samme person - samtidig med at du er i gang med at finde ud af, hvordan dit liv skal se ud nu. 

Også for Agnethe Schmidt Bigum, der medvirker i podcasten til dette tema, har livet med smerter krævet at skulle genfinde sig selv.

Agnethe er uddannet keramiker, men kan i dag ikke leve af at lave keramik eller undervise i det som tidligere. Hun har til gengæld fundet en interesse, som hjælper hende til at udfolde sin kreativitet og som samtidig hjælper hende til at vedligeholde sin finmotorik:

- At strikke er blevet en del af min identitet. Det er noget jeg gør, både fordi det sænker mit smerteniveau og fordi jeg får god energi af det. Jeg kan få lov til at skabe noget, som jeg kan sidde stille og roligt med - også på det, jeg kalder mine minusdage, fortæller Agnethe og fortsætter:

- Det er noget, jeg gør, fordi det i det store hele giver mening for mig. Så det er stadigvæk noget, der er en stor del af mig.

Netop dét, at du med udgangspunkt i dine værdier undersøger hvordan du kan finde mening med det du kan, trods nye vilkår, er centralt i genopbygningen af din identitet, din selvforståelse og fortællingen om hvem du er og ønsker at være. 

I øvelsen "Hvad vil jeg gerne have skal fylde i mit liv?", der følger med dette tema, får du en guide til at arbejde med de værdier, der er vigtige for dig.