Mister man kontanthjælp, hvis man køber noget for sin ménerstatning?
Få svaret her.
Publiceret
22. april 2026
Spørgsmål
Kære brevkasse
Mit spørgsmål drejer sig om erstatning for varigt mén fra en privat ulykkesforsikring og kontanthjælp. Hvis man har fået erstatning for varigt mén fra en privat ulykkesforsikring, skal kommunen se bort fra dette ved formueopgørelsen og må ikke kræve, at man lever af disse midler først. Er det korrekt?
Hvis man har købt noget for midlerne – i dette tilfælde en motorcykel – indgår værdien af motorcyklen så i formueopgørelsen, således at kommunen kan kræve, at man sælger den og lever af disse midler?
Det drejer sig om en ung mand på 20 år, som aktuelt ikke har anden indtægt.
Hans sagsbehandler oplyser, at han kun kan få kontanthjælp, hvis han ikke har formue.
Svar
Kære medlem
Ja, det gælder efter reglerne, at kommunen skal se bort fra formue, der stammer fra beløb udbetalt som godtgørelse for varigt mén og ikkeøkonomisk skade.
Dette fremgår af: Lov om Aktiv Socialpolitik § 14, stk. 6:
Kommunen ser endvidere bort fra legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varigt mén og ikkeøkonomisk skade samt ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser, foreninger m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22.
Kommunen skal altså også se bort fra formue, der stammer fra ménerstatning. Det fremgår blandt andet af en afgørelse fra Ankestyrelsen (A-6-07). Heraf fremgår det endvidere, at der ikke stilles egentlige krav til identifikation af formuen.
Oversat til ”almindeligt dansk” betyder det, at kommunen som udgangspunkt ikke kan kræve, at den unge mand sælger sin motorcykel, hvis den er købt for hans ménerstatning.
Kommunen kan heller ikke stille krav om et specifikt eller officielt dokument, der beviser, at motorcyklen oprindeligt er købt for ménerstatningen. Det vil dog naturligvis være en fordel, hvis han kan sandsynliggøre det – fx ved kontoudtog, der viser et tidsmæssigt sammenfald mellem hævningen af erstatningsbeløbet og betalingen af motorcyklen.
Hvad gør den unge mand nu?
Han skal bede kommunen om en skriftlig afgørelse, hvis de fastholder, at han skal sælge motorcyklen og leve af pengene.
Derefter skal han klage over afgørelsen med henvisning til den nævnte Ankestyrelsesafgørelse.
Venlig hilsen
Bente Elton Rasmussen
Socialrådgiver