Gå til hovedindhold

Øvelse: Lær dit smertesystem bedre at kende

Bliv klogere på, hvad der påvirker dine smerter - og gør det lettere at forklare andre, hvordan du har det.

Notesblok

Smerter kan ikke altid ses udefra. Derfor kan det være svært for andre at forstå, hvordan du har det, og hvorfor smerterne kan ændre sig fra dag til dag.

Moderne smerteforståelse viser, at smerter ikke kun hænger sammen med en skade eller forandring i kroppen. Smertesystemet kan også blive påvirket af blandt andet søvn, humør, bekymringer, aktivitet, relationer og belastninger i hverdagen.

I denne øvelse skal du sætte den nye viden i forbindelse med dit eget liv.

Øvelsen bruges blandt andre af Lise Jarnbye, fysioterapeut på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, i hendes arbejde med mennesker, der lever med kroniske smerter.

Sådan gør du

Find papir og blyant, brug noterne på din telefon eller tænk blot over dine svar. Sæt gerne 15–20 minutter af til øvelsen.

1. Sæt ord på den nye viden

Tænk tilbage på webinaret og den opsamlende artikel her i modul 1. Hvordan vil du med dine egne ord forklare, hvad du nu ved om smerter?

Du kan for eksempel begynde sådan:

“Jeg har lært, at mine smerter ikke kun bliver påvirket af det, der sker i kroppen, men også af det, der sker omkring mig og i min hverdag.”

Del gerne din forklaring med en pårørende eller en anden, du har tillid til. Tal sammen om:

  • Kan den nye viden forklare noget af det, du oplever i hverdagen?

  • Er der noget, den anden person bedre kan forstå nu, om hvordan du har det?

  • Hvad har du brug for, at andre ved om dine smerter?

2. Kortlæg dit smertesystem

Lav to kolonner på et stykke papir og notér:

  • Det, der skruer op for smerterne

  • Det, der giver ro eller overskud

Tænk for eksempel over betydningen af:

  • søvn og pauser

  • humør, tanker og bekymringer

  • fysisk aktivitet

  • arbejde eller uddannelse

  • økonomi og praktiske belastninger

  • behandling

  • fritidsinteresser

  • samvær med andre

Skriv det ned, du lægger mærke til. Hvornår er dine smerter typisk stærkest? Hvornår fylder de mindre? Hvad giver dig energi, og hvad dræner dig?

Der er ingen rigtige eller forkerte svar. Formålet er ikke at give dig ansvaret for smerterne, men at gøre dig mere opmærksom på de forhold, der kan påvirke dit smertesystem.

3. Vælg ét lille skridt

Se på det, du har skrevet, og spørg dig selv:

  • Hvad giver mening og værdi i mit liv?

  • Hvad vil jeg gerne have lidt mere af i min hverdag?

  • Hvilket lille og realistisk skridt kan jeg tage?

Det kan for eksempel være at holde en pause, før du bliver helt udmattet, gå en kort tur, kontakte en ven eller sætte tid af til noget, der giver dig glæde eller ro.

Formålet med øvelsen

Øvelsen kan hjælpe dig med at få øje på mønstre i din hverdag, sætte ord på din situation og finde små handlemuligheder.

Du kan vende tilbage til din liste og justere den, efterhånden som du lærer dit smertesystem bedre at kende.

Se også

Bliv klogere på den nyeste viden om smerteforståelse i Smerteklog.

Smerteklog er økonomisk støttet af

Offerfonden Logo Dansk Helesefonden Logo Red Jascha Fonden Logo