Når smerterne også fylder i tankerne

Når Berit Mus Christensen møder mennesker med kroniske smerter i sit arbejde som psykolog ved Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, handler samtalerne ofte om mere end selve smerterne.

Det kan være spørgsmål om, hvordan hverdagen skal hænge sammen, når kroppen ikke længere fungerer som før. Om sorgen over det, man har mistet, eller om usikkerheden ved ikke at vide, hvordan morgendagen bliver. 

"Hvordan får jeg min nye hverdag til at fungere?" eller "hvorfor kan jeg ikke bare acceptere, at jeg ikke længere kan det samme?" er nogle af de spørgsmål, der kan fylde.

For nogle handler det også om frygten for at gøre noget forkert. Om at presse sig selv for meget, undgå situationer eller ikke længere slå til.

Når man lever med kroniske smerter, kan livet derfor let komme til at dreje sig om smerterne: Hvad kan jeg holde til? Hvorfor skal jeg hvile? Hvad hvis jeg får en dårlig dag? Og hvad hvis jeg aldrig får det bedre?

Det er forståelige spørgsmål. Men de kan også komme til at fylde så meget, at der bliver mindre plads til det liv, man gerne vil leve. 

Det er her, Berit blandt andet arbejder med mental sundhed og accept. 

Når de gamle strategier ikke længere virker

Når vi mennesker oplever en krise eller en stor forandring, griber vi ofte efter det, vi kender. 

Hvis du tidligere har håndteret udfordringer ved at arbejde hårdere, træne mere eller tage dig sammen, kan det være naturligt at gøre det samme, når smerterne rammer. 

Men ved kroniske smerter kan de strategier, der virkede før, komme til kort. 

Måske har du en god dag og tænker "Nu kan jeg godt". Så forsøger du at nå det hele, fordi der er så meget, du gerne vil. Og bagefter kommer smerterne eller udmattelsen.

Andre begynder at undgå flere og flere aktiviteter, fordi de er bange for at få mere ondt. De siger nej til aftaler, holder sig hjemme eller lader være med at gøre ting, de ikke ved, om kroppen kan klare. Ovenstående hørte du også om i temaet: Energiforvaltning og værdier. 

Begge dele - altså enten at gøre for meget, eller helt undgå situationer - kan være et forsøg på at håndtere en uforudsigelig situation. Men over tid kan de også komme til at begrænse livet yderligere. 

- Typisk bliver vores tidligere mønstre aktiveret, når vi står i en krise. Det, vi har trukket på før, hiver vi frem igen, og så kører vi på med alt, vi har, fordi hvad skal vi ellers gøre? Vi har ikke lært andet, og de her mønstre har jo virket før, fortæller Berit.

I sit arbejde bruger hun blandt andet Acceptance and Commitment Therapy - ACT. Her er fokus ikke på at få alle svære tanker, følelser eller smerter til at forsvinde, men på at finde måder at leve med dem på, samtidig med at man bevæger sig i retning af det, der betyder noget. 

Accept er ikke det samme som at give op

Ordet accept kan være svært, når man lever med smerter. Det kan næsten lyde som: "Så må jeg ikke være påvirket af det".

Men accept betyder ikke, at du skal synes, det er okay at have smerter. Det betyder heller ikke, at du skal holde op med at søge behandling, eller håbe på bedring.

- I ACT handler det ikke om at fjerne lidelse, vi ikke kan ændre, men om at acceptere den og lære at leve med den. Og samtidig efter bedste evne at handle på det, der virkelig betyder noget i dit liv, forklarer Berit. 

Accept handler altså om at kunne se den virkelighed, man står i, uden hele tiden at bruge alle sine kræfter på at få den til at være anderledes. 

Det kan være en stor omstilling. For selvfølgelig må man gerne ønske sig færre smerter. Man må gerne være vred over, at ens liv er forandret. Og man må gerne håbe på, at behandling eller andre tiltag kan hjælpe.

Accept handler ikke om at opgive noget af dét, men snarere om at kunne spørge:

Hvad vil jeg gerne bruge mine kræfter på, inden for de vilkår jeg har lige nu?

Det kan være forskellen på at tænke: 

"Jeg burde kunne det samme som før."

og:

"Hvad er muligt for mig med de ressourcer, jeg har i dag?"

Det første spørgsmål peger tilbage mod det, der var. Det andet åbner for det, der stadig er muligt. 

Når tankerne får lov til at bestemme

Smerter kan fylde meget i kroppen. Men de kan også fylde i tankerne. 

Hvis jeg gør det her, får jeg sikkert mere ondt.

Jeg kan ikke klare det.

Det bliver aldrig bedre.

Jeg er nødt til at passe på.

Det kan være lige meget, hvis jeg kun kan så lidt. 

Når man har levet med smerter længe, er sådanne tanker forståelige. De kan være baseret på erfaringer. Men de er ikke nødvendigvis sandheder. 

I ACT arbejder man blandt andet med at skabe lidt mere afstand til sine tanker. Ikke for at tænke positivt eller overbevise sig selv om, at smerterne ikke er så slemme. Men for at opdage, at man har en tanke, uden nødvendigvis at lade den bestemme, hvad man gør.

Prøv eksempelvis at udskifte:

"Jeg kan ikke klare det"

med:

"Jeg lægger mærke til, at jeg tænker, at jeg ikke kan klare det."

Det kan skabe et lille mellemrum mellem dig og tanken. Og i det mellemrum kan du måske stille et nyt spørgsmål:

Hvad vil jeg gerne gøre, selv om den tanke er der?

Det betyder ikke, at du skal presse dig selv. Det handler om at opbløde alt/intet-tankegangen og dermed få flere muligheder for at vælge, hvordan du vil handle.

Hvad betyder noget for dig?

Når smerterne fylder meget, kan det være let at komme til at fokusere på alt det, man ikke længere kan. Et liv med kroniske smerter kan kræve mange tilpasninger, og nogle tab kan være reelle og svære. At forsøge at undgå eller ignorere dét vil være både uhensigtsmæssigt og menneskeligt umuligt - følelserne omkring tabet skal have deres plads. 

Men hvis alt handler om begrænsningerne, kan det blive sværere at få øje på det, man stadig gerne vil. 

Derfor arbejder ACT også med værdier. 

Værdier er ikke mål, du skal nå. De handler mere om den retning, du gerne vil leve i. Måske er det vigtigt for dig at være en nærværende forælder, en god ven, kreativ, nysgerrig, omsorgsfuld eller engageret.

Hvis nærvær er vigtigt, behøver det ikke betyde, at du skal kunne være sammen med familien en hel dag. Det kan være 20 minutter, hvor du virkelig er til stede.

Hvis natur betyder noget, behøver det ikke være en lang vandretur. Det kan være at sidde på en bænk og mærke solen. 

Hvis fællesskab er vigtigt, kan det måske være en telefonsamtale på en dag, hvor kræfterne er små. 

Det handler ikke kun om at nøjes. Det er at finde måder at leve det liv, der betyder noget, inden for de vilkår, man har. 

Smerterne er der, men de er ikke det hele

Helle Olsen, der medvirker i podcasten i dette tema, beskriver sin oplevelse sådan:

- Mine smerter føles lidt som en rygsæk, jeg slæber rundt på hele tiden. Jeg har ikke lyst til at bære rundt på den, men jeg kan ikke bare tage den af. Jeg er nødt til at forholde mig til den.

Billedet af rygsækken viser noget centralt ved at leve med kroniske smerter. Smerterne er en del af hverdagen, som man ikke bare kan lægge fra sig. Men det betyder ikke, at de behøver at fylde alt.

Mental sundhed handler også om, hvad du giver plads til ved siden af smerterne. Det kan f.eks. være en samtale, lytte til musik, en kop kaffe, snakke med en ven, eller gå en tur. Noget, du glæder dig til. Det betyder ikke, at smerterne skal ignoreres, men de behøver ikke at have dit fokus hele tiden. 

Her kan mindfulness være et redskab. Mindfulness handler om at øve sig i at være til stede med det, der faktisk er lige nu - både det behagelige og det ubehagelige, uden straks at skulle ændre det. Der kan være smerter, uro eller bekymring. Men samtidig kan der være noget andet, noget der vækker positive følelser og tanker.

At finde en retning i det liv, man har

Accept er ikke noget, man bliver færdig med. Nogle dage kan det føles muligt at tage smerterne med på vejen. Andre dage fylder de det hele. 

Det betyder ikke, at du har fejlet.

Et liv med kroniske smerter er ikke en lige vej. Der vil være gode dage og dårlige dage, fremskridt og tilbageskridt. Det afgørende er ikke, om du altid kan holde fast i den samme tilgang, men måske snarere om igen at kunne finde tilbage til spørgsmålet:

Hvad giver mening for mig lige nu - med de ressourcer, jeg har?

For måske kan du ikke vælge, om smerterne er der, men du kan i mange situationer være med til at vælge, hvad du vil give din opmærksomhed, hvilken retning du vil gå i, og hvad der er vigtigt for dig. 

Også når smerterne er med på vejen.