Gå til hovedindhold

Tag dine følelser og reaktioner alvorligt

Giv dig selv tid til bearbejdning

Det er ikke holdbart, hvis du bliver ved med at gemme dine egne følelser af vejen og tilsidesætte dine behov for at være der for den, der er blevet ramt af en ulykke. På lang sigt kan det have store konsekvenser, hvis du ikke tager dine egne følelser alvorligt. Det fastslår psykoterapeut Hanne Kirkegaard.

Hør Hanne Kirkegaard fortælle om, hvorfor det værste du kan gøre som pårørende er at gøre ingenting.

”Det er prisværdigt og helt normalt, at du tilsidesætter dig selv og lukker af for dine egne følelser, når en tæt på dig kommer ud for en ulykke, men det er ikke holdbart på den lange bane. At tilsidesætte dine følelser kan give dig en følelse af at have kontrol her og nu, men på lang sigt kan det have store konsekvenser, hvis du ikke lytter til og får bearbejdet dine egne følelser,” siger Hanne Kirkegaard.

Vi reagerer alle forskelligt på at møde modgang, og ingen reaktioner er rigtige eller forkerte. Nogle mennesker bliver meget praktiske og handlingsorienterede, mens andre bliver overvældet af bekymringer og sorg. Flere undersøgelser viser, at de mennesker, der reagerer udadvendt og kraftigt på eksempelvis en ulykke på sigt oplever færre konsekvenser end dem, der har en mere rolig og fattet reaktion.

”Det ene er ikke bedre end det andet, og når du er i en krisetilstand, er alle reaktioner helt normale. Det, du skal være opmærksom på, er, at du ikke bliver ved med at være i overlevelsesmode og udskyder dine egne reaktioner på ubestemt tid. Så risikerer du nemlig selv at blive syg og overbelastet,” siger Hanne Kirkegaard.

Det vigtigste, når du bearbejder en krise er dine egne følelser og reaktioner.

Det er aldrig for sent

Selvom det er vigtigt at tage dine egne følelser og reaktioner alvorligt, er det måske nemmere sagt end gjort.

”Du skal ikke være bange for at gå ned af det spor, hvor du er ked af det. Sæt noget tid af, hvor du har mulighed for at mærke efter, hvordan du har det. Noget alenetid, hvor du f.eks. går en tur i skoven og tillader dig selv at gå med følelserne i stedet for at gå imod dem og lukke ned for dem,” siger Hanne Kirkegaard.

Samtidig understreger hun, at det aldrig er for sent at bearbejde en hændelse.

”Selvom ulykken ligger mange år tilbage, og du har været pårørende længe, er det aldrig for sent at arbejde med dine følelser,” fastslår Hanne Kirkegaard.

Hun anbefaler endvidere, at du får hjælp fra en udenforstående, der har forstand på bearbejdning af sorg.        

”Mange vil gerne lytte og prøve at hjælpe ved at komme med deres gode råd. Men nogle gange kræver det en professionel viden at hjælpe et menneske, der bærer rundt på en sorg,” siger Hanne Kirkegaard, der til gengæld anbefaler, at du siger højt, hvad du ellers har brug for.

”Det kan føles som om dine omgivelser reagerer som en mur, og det kan derfor være rigtig godt at sige højt, at du har brug for hjælp. Ofte skyldes den manglende reaktion fra dit netværk ikke manglende lyst eller hjælpsomhed, men mere at de, der er tæt på dig, ikke hvad de skal gøre. Selvom det kræver energi af dig, kan det derfor være godt at sige højt, at du har brug for, at der fx kommer en og går tur med hunden hver eftermiddag, for som regel vil dit netværk gerne hjælpe, hvis de ved, hvad de skal gøre.”  

Hør Hannes råd til, hvad du som pårørende kan gøre for at bearbejde krise og sorg.

Vil du mødes med andre pårørende?

En netværksgruppe for pårørende er et gratis tilbud til dig, der er tæt på en ulykkesramt. Mød ligesindede i UlykkesPatientForeningens online netværksgrupper for pårørende.

Psykologiske reaktionsmønstre hos pårørende

Vil du vide mere? I webinaret psykologiske reaktionsmønstre hos pårørende, dykker psykoterapeut Hanne Kirkegaard ned i hvordan man som pårørende kan forstå, rumme og acceptere egne reaktioner som pårørende. 

Indholdet i denne artikel er udarbejdet på baggrund af webinaret Psykologiske reaktionsmønstre hos pårørende med psykoterapeut Hanne Kirkegaard d. 29. august 2022.