Gå til hovedindhold
Mand og kvinde sover

Bevar intimiteten trods søvnproblemer

Hvad betyder det for intimiteten, hvis man selv eller ens partner lider af søvnproblemer? Det har vi spurgt sexologisk rådgiver Henriette Kirkegård Rask om. Hun har i en årrække vejledt par og singler om, hvad man kan gøre for at bevare intimiteten, hvis man ikke længere kan dele seng, ligge i samme rum, må sove med maske eller har brug for andres hjælp om natten.

Skrevet af
Ditte Hansen Indholdsredaktør
Publiceret 18. marts 2024

For mange er det en sorg, hvis de ikke længere kan dele seng med deres partner eller ligge tæt som tidligere. Det kan være for en kortere, længere eller permanent periode, og grundene kan være mange. Måske er det noget, som fylder fra dag ét. Måske kommer det først senere. Ifølge Henriette Kirkegård Rask, sygeplejerske og sexologisk rådgiver på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkesramte, er det uanset tidshorisonten vigtigt, at man får italesat, hvad det betyder for en, at sovesituationen har ændret sig, så man kan finde nye måder at være intime sammen på.

- Mange drømmer om at komme tilbage i soveværelset sammen med deres partner. Og hvis det ikke kan lade sig gøre efter en periode, hvor der er sket livsændrende ting i ens liv, så er det en stor sorg og frustration, at man nu heller ikke kan sove sammen, fortæller hun.

- Det kan være, at ens funktionsniveau har ændret sig, så sengen må udskiftes med en hospitalsseng, man skal lejres op til flere gange om natten, have hjælp til at lade vandet, sover uroligt pga. f.eks. smerter, skal sove med en maske eller får besøg af hjemmeplejen. Alt det giver uro i rummet, og så giver det måske bedre mening at sove hver for sig, for ellers ender begge parter jo med at være trætte, siger hun og uddyber:

- For den raske partner kan der også være mange ting i løbet af dagen, der har ændret sig, og som udtrætter. Derfor er det en god idé at finde ud af, hvordan kan vi holde os stærke sammen, så vi både får vores søvn, men også opnår en grad af intimitet.

Intimitet forstærker samhørigheden

Spørger man Henriette Kirkegård Rask om, hvorfor det er vigtigt at have fokus på at opretholde intimiteten, lyder svaret prompte:

- Intimitet forstærker samhørigheden i et forhold. Det er det, der gør forskellen fra de venskaber, man også har; at man lige kan kravle lidt tæt sammen, tage hinandens hånd eller evaluere dagen og mærke, at man hører sammen. Det er en måde at tanke hinanden op med energi på og kunne sige, at det her, det skal vi nok håndtere sammen, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror, at det med at gå i seng i hvert sit rum, det fungerer for nogen, men for andre er det så sorgfuldt, at det næsten kan give yderligere søvnbesvær, fordi man føler sig efterladt alene. For det forstærker jo tanken om, at man er et sted i livet, som slet ikke er det, man håbede på.

Bløde overgange kan hjælpe

Når det ikke længere er en mulighed at afrunde dagen side om side, anbefaler Henriette Kirkegård Rask, at man begynder at tale om og planlægge, hvordan man kan få nærhed og intimitet på andre tider af dagen.

- Jeg har oplevet flere, som i løbet af dagen sørger for at ligge tæt sammen, så godt som de kan f.eks. ved at sætte en gæste- eller drømmeseng op foran den enes seng. På den måde kan man komme på niveau og få følelsen af nærhed. Det kan også være et ritual ved sengetid, inden man går hver til sit, lyder det fra den sexologiske rådgiver.

Hun anbefaler også, at man får taget de snakke, man normalt ville have ved sengetid, i løbet af dagen og sørger for at få holdt fysisk i hånden, kysset og krammet.

- Hvis man har mulighed for det, kan det også være en god løsning at sove i hvert sit rum med en dør imellem, så man kan ligge og snakke sammen ved sengetid og så lukke af, når man skal sove, fortæller hun og kommer et andet godt råd:

- Man kan også arbejde med bløde overgange. I hverdagene kan man sove hver for sig, så man har kræfter til f.eks. arbejde eller træning, mens man i weekenden kan prioritere at sove sammen for at holde fast i den del af livet. Så ved man godt, at de nætter, der får begge måske ikke sovet lige så meget, men man får til gengæld mærket hinanden.

Ensomt, selvom man er to

Der er stor forskel på i hvilken grad, vi har brug for at opretholde intimiteten. Men for Henriette Kirkegård Rask er der ingen tvivl om, at vi skylder os selv og hinanden at være opmærksomme på den.

- Hvis intimiteten forsvinder, så kan konsekvensen være, at man glider fra hinanden, hvis man holder op med at tale sammen om det, der er vigtigt, og det, der fylder i en. Man får opbygget et eller andet forsvar, og passer på sig selv, og får ikke sagt højt, hvad man savner i livet. Og det kan være rigtig dårligt for parforholdet. Man kan blive ensom, selvom man er to.

Hun peger igen på kommunikation som afgørende for, at man ikke ender der.

- Man kan komme til at tage unødige hensyn, hvis man er bange for at italesætte nogle behov, som den anden måske ikke kan honorere. Hvis man ikke kan få gang i den samtale, så kan det være en god idé at få hjælp af en professionel til at skabe et rum, hvor det er okay at tale om det, der fylder i forhold til intimitet og søvn, når livet har forandret sig, fortæller hun og understreger, at hun godt forstår, hvis det ikke er nemt at række ud efter hjælp.

- Ofte har folk taget et stort tilløb, før de kommer hos mig. Mange fortæller også, at de aldrig har sat ord på deres intime relation og behov, men at det føles rigtigt, naturligt, givende og godt. Jeg kan dog kun anbefale, at man tager hånd om det, selvom det kan virke uoverskueligt midt i, at man måske også skal håndtere og forholde sig til en ny hverdag. Så er overskuddet der ikke. Men intimitet med et andet menneske kan netop give mere energi, så det er værd at prioritere, når man kan, afslutter hun.

Om eksperten

Henriette Kirkegård Rask er sygeplejerske og sexologisk rådgiver på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter, hvor hun bl.a. råder og vejleder om intimitet og sex på nye betingelser.