Forstå dine smerter
Kroniske smerter handler ikke kun om skader i kroppen. De opstår i et komplekst samspil mellem krop, nervesystem, erfaringer og hverdagsliv. Smerteforsker Morten Høgh forklarer den moderne smerteforståelse.
- Når vi taler om smerter i dag, er den mest basale præmis, at når mennesker siger, at de har ondt, så HAR de ondt. Smerterne findes. Også selvom de ikke nødvendigvis kan ses på en scanning eller et røntgenbillede. Vi ved nemlig også i dag, at det er mere sandsynligt, at vi ikke forstår hvorfor smerterne er der, end at vi forstår det.
Sådan siger Morten Høgh, ph.d., lektor og smerteforsker ved Aalborg Universitet.
Han forsker blandt andet i kroniske muskuloskeletale smerter og moderne smerteforståelse – og er en af Danmarks førende forskere inden for området.
Derfor er han vant til at forklare noget af det mest komplekse, vi mennesker kan opleve; nemlig det at føle smerte.
Vi har bedt ham give os en update på den nyeste viden om smerter – og på, hvad man selv kan gøre, hvis man lever med kroniske smerter.
Og det er vi mange, der gør i Danmark.
Ifølge Sundhedsstyrelsen lever over 1 million danskere med kroniske smerter.
Kroniske smerter fylder også meget hos foreningens medlemmer. I vores seneste medlemsundersøgelse om smerter fra forsommeren 2026, svarer 83 procent, at de lever med kroniske smerter – defineret som smerter, der har været til stede i mere end tre til seks måneder.
Blandt medlemmer med kroniske smerter svarer 42 procent, at de er påvirket hele tiden, mens 25 procent er påvirket flere gange om dagen og 26 procent dagligt.
Smerter er en oplevelse
Før vi dykker mere ned i den nyeste viden om kroniske smerter, skal forståelsen af, hvad smerter overhovedet er, på plads.
Hvis der er én ting, Morten Høgh gerne vil gøre op med, er det forestillingen om, at smerter enten er fysiske eller psykiske.
- Det vigtigste store paradigmeskifte i forståelsen af smerter har været, at vi nu har lagt skellet mellem fysisk og psykisk bag os. Smerter er smerter. Det er en oplevelse, og oplevelser er noget, mennesker har, siger han.
- Kroppen spiller selvfølgelig en stor rolle, når man har smerter. Nervesystemet spiller en stor rolle. Men det gør immunforsvaret, erfaringer, tanker, bekymringer, søvn, relationer og den sammenhæng, man lever i, også. Det hele er med til at påvirke, hvordan smerterne opleves og hvor stor en betydning de har for det liv, man kan leve, forklarer Morten Høgh.
Den internationale smerteorganisation IASP definerer smerte som en ubehagelig sansemæssig og følelsesmæssig oplevelse, der hænger sammen med – eller ligner den, der hænger sammen med – faktisk eller mulig vævsskade.
Sagt på en anden måde: Smerte er ikke bare et mål for, hvor stor en skade der er i kroppen. Det er en oplevelse, som påvirkes af både krop, nervesystem, erfaringer, følelser og den situation, man står i.
“Vi har lagt skellet mellem fysisk og psykisk bag os. Smerter er smerter”
Morten Høgh, ph.d., lektor og smerteforsker ved Aalborg UniversitetSmerter sidder ikke bare i hjernen
De senere år har man nogle gange hørt vendingen, at “smerter sidder i hjernen”.
Det kan være ment som en måde at forklare, at smerter er virkelige, selv om man ikke kan se dem. Men ifølge Morten Høgh er formuleringen for simpel.
- Det er en metafor. Ikke en sandhed. Man har sagt det for på en eller anden måde at validere, at den er god nok: Du har ondt, og bare fordi man ikke kan finde noget på scanningen, er det ikke dig, der tager fejl. Det budskab er rigtigt nok. Men at påstå, at smerten sidder i hjernen af den grund, er faktisk en fejl. For der findes ikke ét område i hjernen, som alene afgør, om et menneske har ondt. Smerte er langt mere komplekst. Det opstår i et samspil mellem kroppen og det liv, mennesket lever, siger han.
I en lang periode har en del smerteforskning især fokuseret på nervesystemets rolle i kroniske smerter. Det har givet vigtig viden.
Men i dag interesserer forskere sig også for alt det, der ligger rundt om smerten. Hvordan trives man som menneske? Hvordan er ens hverdag? Hvordan er arbejdspladsen? Føler man sig tryg? Føler man sig troet på? Har man mulighed for at deltage i det liv, der betyder noget?
- Vi har i mange år sagt, at smerter er biologiske, psykologiske og sociale. Men vi har ikke altid fået det sociale rigtigt integreret i forståelsen af smerter. Noget af det, der fylder meget i dag, når man kigger på den viden, der er om smerter, er mennesket i sin kontekst. Vi ved nu, at man ikke bare kan kigge isoleret på smerterne, siger han.
Når smertesystemet bliver følsomt
Mange med kroniske smerter kender oplevelsen af, at smerterne kan blusse op, uden at der er sket en ny skade.
En dårlig nat, en presset periode, bekymringer, for meget aktivitet eller uro omkring én kan være nok til, at smerterne føles stærkere.
Det kan være svært at forstå – både for den, der har ondt, og for omgivelserne.
Men ifølge Morten Høgh giver det god mening, når man ser smerte som noget, der kan påvirkes udefra.
- Hvis man for eksempel får ondt i ryggen og samtidig hører et smæld, vil mange opleve smerten som mere alvorlig, end hvis smerten kom uden smældet. Ikke fordi smældet nødvendigvis indikerer en skade. Men fordi vi tillægger det betydning, forklarer Morten Høgh.
På samme måde kan en dag, der starter med stærke smerter ende helt anderledes – alt efter hvordan resten af dagen forløber.
- Du kan have ondt i ryggen, når du står op om morgenen, og du kan have sovet dårligt. Så kommer du på arbejde, og der er travlt, eller spændende, eller gode kollegaer, og så bliver det mindre. Eller det modsatte, siger Morten Høgh.
Det betyder ikke, at smerten “bare er noget psykisk”. Det betyder, at smerten er påvirket af – og påvirker – hele menneskets situation.
Når smerten står i vejen for livet
I dag er kroniske primære smerter anerkendt som en sygdomskategori i WHO’s diagnosesystem, ICD-11.
Det afgørende er ikke kun, hvor længe smerterne har varet, eller hvor de sidder. Det afgørende er, hvilken betydning de har for det liv, man kan leve.
- Det, der udgør definitionen, er i virkeligheden, i hvilken grad smerterne påvirker livet. Hvis man er meget påvirket af sine smerter, hvis man ikke kan sove, er enormt bekymret, føler, at livskvaliteten er i bund, eller ikke kan udføre ting, som er værdifulde for en, så falder ens livskvalitet. Og det er jo så det, der er sygdommen, siger Morten Høgh.
Mange med kroniske smerter har hørt sætningen: “Det må du leve med.”
For nogle kan den føles som en dør, der bliver lukket. Som om behandlingen stopper der, og man selv må finde ud af resten. Men sådan bør det ikke være, mener Morten Høgh.
- Før i tiden sagde man til folk, ’at det må du lære at leve med’, ’det er psykisk’, eller ’det kan vi ikke gøre noget ved’. Det siger vi ikke i dag. I dag siger vi: Det skal du have hjælp til, siger han.
Det kaldes ofte egenhåndtering. Men ordet kan lyde, som om ansvaret bliver skubbet over på den smerteramte. Det er ikke meningen.
- Vi anerkender nu, at det at lære at leve sit liv med smerterne i virkeligheden er selve behandlingen. Og det kræver mere end bare et klap på skulderen, siger han.
“Hvis mennesker har ondt, og arbejdspladsen tilpasses, så kan man bevare sin kontakt til arbejdsmarkedet”
Morten Høgh, ph.d., lektor og smerteforsker ved Aalborg UniversitetFind din egen fortælling
Morten Høgh peger på, at mennesker med kroniske smerter især har brug for at blive mødt med en grundlæggende anerkendelse: Smerten er virkelig, og man er ikke forkert, fordi man har ondt.
- Smerteramte har brug for at vide, at de er gode nok. Man er ikke et dårligere menneske, fordi man har smerter. Vi bliver også nødt til at tage skyld og skam ud af hele ligningen om kroniske smerter. Det er ikke den smerteramtes skyld, at smerterne er der. Du har ikke gjort noget forkert, du skal straffes for. Det skyldes ikke, at du lavede øvelserne fra fysioterapeuten for 20 år siden forkert. Eller at du burde have tænkt eller levet anderledes, siger Morten Høgh.
Men anerkendelsen skal også følges af en forklaring, der giver mening. Ikke nødvendigvis en diagnose, der forklarer alt, men en måde at forstå smerterne på, så man kan sætte ord på det, man mærker – både over for sig selv og andre. Det kalder Morten Høgh et smertenarrativ.
- Det er en fortælling, som fortæller om smerterne, hvordan de påvirker individet og dermed også andre omkring dem. For nogle er det mere relevant end en diagnose, som alligevel ikke forklarer, hvordan man faktisk har det, siger han.
Når man har kroniske smerter vil en diagnosen sjældent forklare, hvordan hverdagen ser ud.
Den forklarer ikke, hvorfor man gerne vil med til familiefødselsdagen, men alligevel må melde afbud. Den forklarer ikke, hvorfor man kan noget den ene dag og ikke den næste. Den forklarer heller ikke nødvendigvis, hvorfor man kan virke frisk i to timer og være helt brugt bagefter.
Derfor er det vigtigt at kunne fortælle kort og enkelt, hvad smerterne betyder i ens liv.
- Hvis du er den, der altid gerne vil være med, men ofte ender med at sige: Jeg bliver nødt til at blive hjemme i dag, så er det vigtigt, at der er en fortælling om, hvorfor det er sådan. Så andre kan høre, at de nok ville have gjort det samme i den situation, siger han.
- Jeg plejer at sige, at det skal være så enkelt, at du kan nå at fortælle det i køen i Rema. Og det skal ikke være mere intimt, end at du har lyst til at fortælle det i køen i Rema, siger Morten Høgh.
Det kan for eksempel lyde sådan: “Jeg har kroniske smerter, og det betyder, at min energi svinger meget. Jeg vil gerne være med, men nogle dage bliver jeg nødt til at trække mig eller gå tidligere. Det handler ikke om manglende lyst, men om at min krop reagerer kraftigt på belastning.”
Hvad skal omgivelserne forstå?
Morten Høgh er i sin egen forskning særligt optaget af arbejdsmarkedet og af, hvordan omgivelserne kan blive bedre til at rumme mennesker med kroniske smerter.
For hvis smerter påvirker funktion, identitet og livskvalitet, kan løsningen ikke kun ligge hos den enkelte.
- Hvis mennesker har ondt, og arbejdspladsen tilpasses, så kan man bevare sin kontakt til arbejdsmarkedet. Det hjælper virksomheden med at fastholde dygtige medarbejdere og bevare knowhow. Det hjælper samfundet med at spare penge, og det hjælper individet med at opretholde livskvalitet, funktion, personlig værdi og identitet, så det er godt for alle, siger han.
Han sammenligner det med en bus, der sænker indstigningshøjden, så flere kan komme med. Hvad nu, hvis hele samfundet fik en lavere indstigningshøjde, så mennesker med færre ressourcer også kunne komme med?
Det er netop det brede blik, der præger den moderne smerteforståelse.
Forskningen ser i dag ikke kun på nervesystemet, men også på immunforsvar, tarmens bakterier, miljø, genetik, arbejdsliv og den sammenhæng, mennesket lever i.
Noget er stadig grundforskning, og noget er langt fra standardbehandling.
Men det viser, at kroniske smerter ikke kan forstås med én enkel forklaring – og at der derfor også kan være flere steder at sætte ind.
- Det er det, der gør det utrolig kompliceret – og samtidig virkelig spændende. Der er så mange muligheder, siger han.
For den enkelte smerteramte begynder det dog stadig samme sted: med at blive taget alvorligt.
At få en forklaring, der giver mening. At få hjælp til at leve med smerterne. Og at slippe skammen.
Om Morten Høgh
Morten Høgh er ph.d., lektor og smerteforsker ved Aalborg Universitet.
Han forsker blandt andet i kroniske muskuloskeletale smerter, moderne smerteforståelse og i, hvordan mennesker med kroniske smerter bedre kan støttes i hverdagen.
Han er desuden en erfaren formidler af smerteviden og blandt andet medforfatter til bogen Læg smerterne på hylden samt den gratis bog ”Når ryggen gør ondt”.