Sådan taler du med andre om dine smerter

Når man lever med kroniske smerter, kan det at have ondt være en opgave i sig selv. Men for mange kommer der en ekstra belastning oveni: At skulle forklare, minde andre om og nogle gange næsten forsvare, hvorfor man ikke kan det samme som før.

For smerten kan ikke nødvendigvis ses. Man kan se rask ud, smile, være med i samtalen og måske klare en arbejdsopgave eller en fødselsdag.

Men bagefter kan kroppen kræve betaling i timer, dage eller uger. Det kan være svært for omgivelserne at forstå, hvor meget smerterne fylder, forklarer psykolog Berit Mus Christensen fra Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter.- 

- Det ER jo trættende at skulle forklare noget igen og igen. Samtidigt KAN folk jo ikke se det – eller glemmer det nogle gange igen – hvis ikke vi orienterer dem. Begge dele ligger i accept-kassen, siger hun.

Med accept-kassen mener hun, at der er noget, man ikke kan kontrollere. Man kan ikke bestemme, om andre altid husker ens begrænsninger, forstår dem eller reagerer, som man håber.

Men man kan øve sig i at møde både sig selv og andre med forståelse.

- Det er vigtigt at udvise indre forståelse både for dig selv – f.eks. ‘det giver god mening, at jeg er ved at blive bims over, at folk ikke snart fatter det’ – og for de andre: ‘det er almindeligt, at folk overser eller i noget omfang glemmer noget, de ikke ser eller mærker på egen krop’,” siger Berit Mus Christensen.

Det betyder ikke, at man skal bide irritationen i sig. Tværtimod handler det om at kunne rumme begge dele.

- Det er ikke enten forståelse for mig eller for dig – det er et både/og. Vores sind vil gerne opdele ting i sort/hvidt og enten/eller, så her kan det ofte være hjælpsomt at huske, at man ikke behøver beslutte, om man må være irriteret, eller om man forstår den anden. Man kan sagtens være irriteret og forstå den anden på samme tid.

Tal fra et sted, du kan stå inde for

Ifølge Berit Mus Christensen betyder ens eget ståsted meget, når man skal fortælle andre om sine smerter eller sætte en grænse. Det kan være forskellen på at kommunikere anklagende og orienterende.

Hvis man længe har undertrykt sin irritation, fordi man godt ved, at andre ikke mener noget ondt, kan irritationen alligevel slippe ud mellem sidebenene.

Derfor kan det hjælpe at stoppe op og mærke efter, hvor man taler fra.

- Hvis du øver dig i både at have forståelse og medfølelse for dig selv, når folk igen-igen ikke forstår, hvad det vil sige at have kroniske smerter, og forståelse for, at andre har opmærksomheden i eget system, vil det være nemmere at kommunikere dine behov på en måde, som svarer til det, du gerne vil stå for, siger hun.

Man kan ikke kontrollere den andens forståelse. Men man kan invitere til den.

- Du kan ikke kontrollere den andens adfærd, forståelse for eller tanker om dig. Dét ligger i accept-kassen, hvor frustrerende det end måtte være. Du kan til gengæld invitere til den andens adfærd eller forståelse, velvidende at du ikke nødvendigvis når dit mål, siger hun.

Hvis man ikke bliver forstået første gang, har man ifølge Berit Mus Christensen tre muligheder: Man kan give op på at forklare sig; forsøge igen, evt. på en ny måde – eller vi kan fjerne os fra situationen eller relationen.

- Ofte får vi ikke valgt bevidst imellem de tre muligheder, vi har, eller kommer til at prøve på samme måde igen og igen, selvom vi får samme resultat igen og igen – til vores store frustration.

Derfor opfordrer hun til, at man lægger kræfterne i det, man faktisk har indflydelse på: Hvordan man selv vælger at kommunikere og agere, og i så fald hvordan.

- Læg krudtet i bevidst at vælge din måde at kommunikere på, snarere end om du når dit mål lige nu og her med at trænge igennem. Det kan være en frustrerende proces, især hvis man ikke når sine mål, men hvis det er tilfældet, vil du i hvert fald vide, at du har gjort, hvad du kunne, på en måde, du kan stå inde for.

“Jeg forstår godt – og samtidigt …”

Det afgørende er ikke altid de præcise ord. Det handler også om toneleje, timing og om man taler fra et “enten/eller-sted” eller et “både/og-sted”.

Et enten/eller-sted kan føles som en kamp om, hvem der har ret.

Et både/og-sted forsøger i stedet at beskrive den fælles situation.

Et eksempel kan være: “Jeg forstår godt, at du kan komme til at glemme, at jeg ikke kan så meget. Samtidigt føler jeg, at du har for store forventninger til, hvad jeg kan holde til, og jeg får dårlig samvittighed, når jeg siger nej igen og igen. Og nu bliver jeg så bange for, at du helt stopper med at spørge, når jeg siger dét her.”

På den måde handler samtalen ikke kun om at få den anden til at forstå smerten. Den handler også om at beskrive det dilemma, relationen står i.

- I ovenstående eksempel laver du en nøgtern beskrivelse af jeres landskab. Ofte hjælper det slet og ret at gøre opmærksom på sådanne dilemmaer på en beskrivende måde – og selvfølgelig være åben og undersøgende for den andens eventuelle korrektioner af eller tilføjelser til dette landskab, siger Berit Mus Christensen.

Løsningen er sjældent én perfekt sætning, som virker for altid.

- Løsningen er meget oftere udviklingen af en løbende gensidig både/og-kommunikation – og ditto handling.

Brug den dårlige samvittighed

Mange med kroniske smerter vil gerne være med. De vil gerne møde op, deltage, være sociale og være den samme ven, partner, kollega eller forælder som før.

Men kroppen kan ikke altid følge med. Her kan dårlig samvittighed faktisk bruges aktivt, siger Berit Mus Christensen.

- Det, du er bange for at signalere ved et afbud, siger rigtig meget om, hvad der er vigtigt at kommunikere. Hvis du har dårlig samvittighed, så undersøg, hvad det er for en værdi, du ville udleve, hvis du tog af sted – f.eks. venlighed, imødekommenhed eller omsorg. Og kommunikér netop dette i dit afbud og i efterfølgende adfærd.

Det kan for eksempel lyde sådan: “Jeg er simpelthen så ked af, at jeg ikke kan komme, for du betyder virkelig meget for mig. Men et sådant arrangement betyder, at jeg er drænet i tre dage efter. Kan vi i stedet mødes hos dig en anden gang, hvor jeg måske kan ligge lidt ned undervejs? Så vi begge får meget mere ud af mig.”

Det handler ikke om, hvad du præcis siger. Pointen er, at dit budskab kommer fra et oprigtigt sted.

- Der er ikke nogen sætninger i verden, der virker hver gang. Måden, du siger tingene på, har meget større betydning end de ord, du siger.

Når smerten fylder i familien

I de nærmeste relationer kan det være ekstra svært. For selvfølgelig kan man have brug for at tale om sine smerter, sin sorg og sin frustration.

Men hvis samtalen altid kommer til at handle om smerterne, kan de ende med at fylde hele relationen.

- Taler du fra et sted, hvor du taler for at komme af med din frustration over dine smerter, så vil samtalen ofte udvikle sig i retning af en skrue uden ende – for du HAR smerterne, og det ville være underligt, hvis det aldrig gjorde dig ked af det eller frustreret, siger Berit Mus Christensen.

Det kan give en kort lettelse at få luft. Men på længere sigt er det vigtigt, hvad man bruger samtalen til.

- Det virker kun lindrende på lang sigt, hvis du bruger samtalen som et redskab til accept og omsorg snarere end undgåelse. Vær derfor opmærksom på, om du i samtalen om dine smerter ubevidst har en dagsorden om at tale, indtil du er fri fra frustrationen over smerterne, eller om du taler for at dele din virkelighed med én, du holder af.

Det handler altså ikke om at tie stille. Det handler om at mærke, hvornår samtalen hjælper – og hvornår den kammer over.

På arbejdet: Vær konkret

På arbejdspladsen kan det være en balance at være ærlig uden at føle, at man udleverer sig selv.

Her anbefaler Berit Mus Christensen, at man er så objektiv og konkret som muligt.

- Vær så objektiv i din beskrivelse som muligt omkring dit energiniveau: ‘Jeg kan holde til det og det, men så kan jeg heller ikke mere den dag’ eller ‘så koster det i kræfter i forhold til denne og denne opgave’.”

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man kan holde til en opgave, kan man sige det åbent og samtidig foreslå en plan. “Jeg er usikker på, om jeg kan holde til det her, men jeg vil gerne give det et skud. Kan vi have en backup-plan klar, hvis det viser sig, at det ikke duer?”

Jo større accept man selv har af sit funktionsniveau, desto tydeligere kan man også kommunikere det til andre.

- Hvis du gang på gang overbelaster din krop, eller hvis du er kommet til at trække dig fra de fleste aktiviteter af angst for at øge dine smerter, er det en god idé at tale med en fagperson, for eksempel en psykolog eller en ergoterapeut, der har erfaring med at give støtte til energiforvaltning. Du er helt sikkert ikke alene, siger Berit Mus Christensen.