Gå til hovedindhold
Lone Hauge ude i naturen

Lone slipper aldrig alternativ behandling igen

Både fysisk og psykisk velvære er i fokus, når Lone Hauge benytter sig af alternativ behandling. Hendes rygsmerter forsvinder ikke, men hun har gennem behandlingerne både opnået lindring og er blevet bedre til at lytte til egne behov.

Skrevet af
Martin Hungeberg Journalist
Publiceret 19. maj 2022

Der er noget fascinerende kontrastfyldt over at arbejde som skatterådgiver, hvor alt måles, vejes og klassificeres efter lovgivning og regler, og samtidig dyrke det alternative. Bag det kontrastfyldte finder man ulykkesramte Lone Hauge fra Skanderborg. Hun har flere diskusprolapser med Modic-forandringer (inflammation i rygsøjlehvirvler), som stammer fra en 10 år gammel faldulykke. Ulykken og de kroniske smerter kickstartede hendes søgen på det alternative behandlingsområde.

”Jeg følte, at jeg var nødt til at gøre noget ved min situation, fordi smerterne bare blev ved. Derfor opsøgte jeg min læge, som jeg egentlig har et godt samarbejde med. Han holdt fast i, at jeg skulle til fysioterapeut, men det hjalp mig ikke. Tidligere havde jeg gjort brug af en kiropraktor, men selvom min læge faktisk frarådede mig det, valgte jeg at gøre det igen, og det har jeg bestemt ikke fortrudt,” fortæller 58-årige Lone Hauge.

Der er to hovedårsager til, at Lone bruger alternativ behandling: Hendes konstante smerter i ryggen og hendes psykiske velvære. Sidstnævnte skyldes til dels den livsændrende ulykke, men også en familietragedie fra hendes barndom, som sidder dybt i hende.

”På et eller andet niveau spiller begge ting ind, det er jeg ikke i tvivl om. Det er for mig helt tydeligt, at krop og psyke hænger tæt sammen. Men når jeg for eksempel hører om, at nogle mennesker tror på, at det er energier, som er skyld i alt, der sker med os, så står jeg altså af. Det kan jeg trods alt ikke rigtig forholde mig til, men generelt forsøger jeg at være åben. At få behandling hos min kiropraktor er mit fundament, men i virkeligheden har jeg ikke helt fundet min egen niche endnu, når det kommer til alternativ behandling,” siger Lone.

Laver øvelser på badebroen

Når hun kommer hjem efter en lang arbejdsdag søger hun ofte ro. Skanderborg Sø slænger sig tæt forbi, hvor Lone og hendes kæreste bor, og der er en badebro for foden af huset, hvor hun laver Qi Gong (fællesbetegnelse for kinesiske helbredsøvelser).

”Det er blevet en nogenlunde fast ting for mig, for jeg er ikke så god til at få planlagt pauser til for eksempel at meditere i løbet af dagen. Men når jeg går ned på badebroen og laver øvelser, så kobler jeg fra. Selvom min kæreste synes, det kan være lidt pinligt, at jeg står der, når folk kommer sejlende forbi i deres både,” smågriner Lone.

Hvor kiropraktik og Qi Gong altså er faste dele i Lones arsenal, har hun også været forbi adskillige andre alternative behandlinger, der blandt andet tæller zoneterapi samt forskellige versioner af akupunktur, healing og meditation.

”Jeg er nysgerrig på det, der ikke kan forklares, og jeg har en veninde, som jeg tager til foredrag med om alternativ behandling. Men jeg er også bevidst om, at det ikke er alle, der er åbne for de her ting, og det er også helt fint. Derfor er det ikke alle venner og familiemedlemmer, jeg indvier i det,” lyder det fra skanderborgenseren.

Bedre til at lytte til kroppen

Samme sondring laver Lone også, når hun vurderer, hvilke fagfolk hun vil dele sine oplevelser og tanker med.

”Jeg fortæller ikke om alternativ behandling til min læge, for han ville nok tænke, at det rablede for mig. Der er helt klart en berøringsangst fra hans side, det har jeg indset. Til gengæld deler jeg meget af det med min kiropraktor. Hun er interesseret i at høre om det, og vi får os nogle gode snakke.”

En vigtig del af at leve med kroniske smerter har for Lone været at tilpasse sin hverdag til en ny virkelighed.

”Og det har alternativ behandling hjulpet mig med, fordi jeg er blevet meget bedre til at lytte til min krop og til mine behov. Min yngste søn har flere gange set mig nærmest kravle ud af bilen, når jeg kom fra arbejde, og jeg har indimellem haft perioder, hvor jeg ikke var meget værd. I dag passer jeg bedre på mig selv, og jeg tager en sygedag, hvis jeg virkelig har det skidt,” forklarer Lone og supplerer:

”Men det handler også om selvværd og om at turde stå ved sig selv, når man har smerter hele tiden og et forandret liv. I den sammenhæng hjælper det mig, at jeg er begyndt at gå til dans, meditativt groove, og det er også en form for behandling for mig, som giver mig en masse.”

Grundet en sundhedsforsikring fra hendes arbejdsplads har de mange behandlinger hos kiropraktoren været dækket, men de andre behandlinger har hun betalt af egen lomme.

”Hvis jeg finder noget spændende, så prøver jeg det af. Selvfølgelig er der en grænse økonomisk, men jeg bruger gerne penge på at blive klogere og på at få de rigtige behandlinger. Det betyder jo enormt meget i mit liv, og jeg kommer aldrig til at slippe alternativ behandling igen,” fastslår Lone Hauge.