Gå til hovedindhold

På dansegulvet glemmer jeg mine smerter

Da Nina Breum blev kørestolsbruger, var hun i tvivl om, hvilke muligheder der fandtes for at være fysisk aktiv. I dag har kørestolsdans givet hende både motion, fællesskab og frihed.

Skrevet af
Portraet af Line Marie Laursen
Line Marie Laursen Indholdsredaktør
Publiceret mandag den 5. oktober 2026

Nina Breum var 12 år, da hun i 1990 faldt hun af en hest og pådrog sig en rygmarvsskade.

I mange år klarede hun sig med krykker og rollator, men i 2011 blev hun kørestolsbruger.

I tiden efter var hun usikker på, hvilke muligheder der fandtes for at være fysisk aktiv.

- Jeg var ikke særlig aktiv, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg kunne lave, når jeg sad i kørestol. Derfor blev jeg også overrasket, da en veninde tog mig med til en opvisning i kørestolsdans. Min første tanke var: Kan man overhovedet danse, når man bruger kørestol? fortæller Nina, 48 år.

Det kunne man. Nina prøvede det selv, og så begyndte hun på et hold.

Siden har hun både konkurreret og undervist i kørestolsdans.

Kørestolsdans er dans som så meget anden dans – den foregår bare i en stol. Man kan blandt andet danse standard, latin, linedance og fællesdanse.

Nogle danser med en gående partner, mens andre danser med en anden kørestolsbruger. Både manuelle og elektriske kørestole kan bruges.

- Mange tror, at man ikke kan danse, hvis man bruger elkørestol, men det kan man sagtens. Det handler om at lære teknikken og blive fortrolig med at styre stolen. Det lærer man gennem træningen.

Dansen er et frirum

For Nina handler dansen om meget mere end motion. Det er hendes frirum.

- Når jeg er på dansegulvet, glemmer jeg mine smerter og de problemer, jeg ellers går og tumler med. Jeg slukker for hjernen og har det bare sjovt. Musik og bevægelse kan noget helt særligt. Man træner mere, end man tror. Jeg får bedre kondition og udholdenhed, og når jeg bevæger stolen fra side til side, træner jeg også balancen. Bruger man armene aktivt i dansen, får man også styrket dem. Derudover træner man koordination og hukommelse, fordi man skal huske trin og koreografier.

Samtidig har kørestolsdansen givet Nina et fællesskab med andre med funktionsnedsættelser.

- Jeg har fået et netværk af mennesker, som er i nogenlunde samme situation som mig selv. Det bedste ved kørestolsdans er, at jeg føler mig fri på gulvet og er en del af et fællesskab, hvor vi har det sjovt sammen.

Til andre, der overvejer at prøve kørestolsdans eller en anden aktivitet, lyder opfordringen:

- Vælg noget, du synes lyder sjovt, og giv det en chance. Man behøver ikke særlige forudsætninger for at komme i gang, hvis du for eksempel kunne tænke dig at prøve kørestolsdans. Og lige meget hvilket handicap du har, kan du godt danse, siger Nina.

6 gode råd til mere fysisk aktivitet

Nedsat førlighed eller brug af kørestol behøver ikke være en stopklods for et aktivt liv. Få her gode råd til at komme i gang.